5 stjerner, Krimi/spænding, People's, Tine f. 1973

Ulven af Nele Neuhaus

Ulven er den 3. bog af Nele Neuhaus, der er oversat til dansk. Men faktisk er det den 6. i serien på originalsproget, tysk. Jeg ved ikke, hvorfor de er udgivet i denne rækkefølge. På sin vis synes jeg at det er ærgerligt, men på den anden side, så er det ikke umiddelbart noget, jeg tænkte over mens jeg læste. Ulven har et selvstændigt plot og kan derfor læses uafhængigt af de to foregående (der jo ikke er de første på tysk), men som ved mange andre serier, så vil jeg anbefale, at man læser bøgerne i Nele Neuhaus’ serie i den rigtige rækkefølge, så vidt det nu lader sig gøre, så man også kan følge udviklingen i hovedpersonernes liv.

Fra bogens bagsidetekst:

“HVOR MEGET VED DU EGENTLIG OM DINE NÆRMESTE, OG HVEM KAN DU STOLE PÅ?”

“En varm junidag bliver liget af en ung pige reddet op af floden ved Eddersheim små 30 kilometer fra Frankfurt am Main. Obduktionen viser, at hun er blevet mishandlet og derefter myrdet. Det mærkelig er, at ingen savner hende.

To uger efter fundet står Pia Kirchhoff og hendes chef Oliver von Bodenstein, stadig på bar bund i sagen, ikke engang mysteriet om pigens identitet er opklaret. Stemningen er på nulpunktet, da de bliver kaldt ud til et andet tilfælde: En berømt og berygtet tv-vært er blevet overfaldet, måske fordi hun i sin research er kommet for tæt på den forkerte slags mennesker? Om de to sager hænger sammen, er op til Pia Kirchhoff og Oliver von Bodenstein at opklare i en intens efterforskning, der konfronterer dem med den største brutalitet, de endnu har mødt.”

Ulven af Nele Neuhaus
Ulven af Nele Neuhaus

Hovedpersonerne i Nele Neuhaus’ serie er kriminalbetjent Pia Kirchhoff og hendes chef, Oliver von Bodenstein. Nele Neuhaus laver nogle skønne personbeskrivelser – og det er en fornøjelse at møde Pia og Oliver igen i Ulven. Jeg elsker, når man også følger hovedpersonernes liv på det private plan. Både Pia og Olivers liv uden for politistationen er værd at høre om, og historien kommer så meget tættere på, når man føler, at man kender hovedpersonerne. En eneste ting, som jeg havde lidt svært ved, var de rigtig mange mennesker, som jeg synes bliver introduceret på kort tid – jeg havde til tider ret svært ved at holde styr på dem.

Ulven er velskrevet og plottet er super fedt komponeret. Handlingen er virkelig grusom og skræmmende. Dem man egentlig regner for at være “de gode” – ja, det er de måske slet ikke alligevel?! Jeg kan røbe så meget, at bogen blandt andet handler om børnemishandling og snuff-film – og med sådanne emner, kan bogen jo kun være barsk og meget uhyggelig. Jeg vil ikke skrive så meget om handlingen, da jeg synes, at det vil røbe for meget.

Bøgerne i serien om Pia Kirchhoff og Oliver von Bodenstein foregår alle i Tyskland, ret tæt på Frankfurt am  Main. Nele Neuhaus er lige så god til miljøbeskrivelser, som personbeskrivelser – så det er meget let, at se omgivelser, natur og byer for sig mens man læser.

Jeg var vild med Snehvide skal dø, som er den første i serien på dansk, så jeg er meget jeg glad for, at der er kommet flere af samme forfatter. Nu håber jeg, at de første 3 bøger i serien snart kommer på dansk – og ikke mindst de bøger, der følger efter Ulven.

Det er ved at være noget tid siden, at jeg læste Snehvide skal dø, men umiddelbart tænker jeg, at Ulven er lidt lettere læst – men samtidig havde jeg også sværere ved at slippe den igen. Samtidig er det gået op for mig, at jeg ikke har læst Den der sår vind – og selvom jeg synes, at bøgerne skal læses i rækkefølge, så er jeg glad for, at jeg har den til gode.

Pyha, hjertet sad oppe i halsen under næsten hele historien. Ulven er en skræmmende, grusom og også meget troværdigt fortalt historie.

⭐⭐⭐⭐⭐ af 5 /Tine

Forlag: People’sPress
ISBN: 9788772003320
Udgave: 1. udg. 05.06.2018
Originaltitel: Böser Wolf
Oversætter: Jacob Jonia

3 thoughts on “Ulven af Nele Neuhaus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *