4 stjerner, Børnebøger, Forlaget Elysion, Tine f. 1973

Da farmor var barn af Susanna Hartmann

Letlæsningsbogen Da farmor var barn er både skrevet og illustreret af Susanna Hartmann. Bagerst i bogen kan man læse, at det er Susanna Hartmanns egne oplevelser i barndommen i 1950’erne, som vi hører om.

Bogens bagsidetekst:

“Er der noget bedre end at høre historier om gamle dage – fortalt af sine bedsteforældre?
I denne bog er det farmor, der fortæller om dengang, da hun var barn.”

Da farmor var barn af Susanna Hartmann
Da farmor var barn af Susanna Hartmann

Da farmor var barn: Barndom i Danmark i 1950erne – ja, det er den fulde titel, og det siger jo meget godt, hvad bogen handler om. Vi hører om Carl, som går i 3. klasse. Han besøger sin farmor, som fortæller historier fra da hun var barn. Stort set alle historier fra farmors barndom bliver relateret til Carls oplevelser, som barn i Danmark i dag. Det synes jeg virker rigtig godt, da de fleste børn med garanti kan nikke genkendende til begivenhederne i Carls liv. Samtidig bliver forskellen på at være barn nu og dengang ganske tydelig.

Bogen har nogle rigtig fine illustrationer, som passer godt til teksten. Der er illustrationer på alle opslag – og de er med til både at understøtte læsning og handling, men giver også en rigtig hyggelig stemning, som også passer fint til selve historien.

Da farmor var barn har et lixtal på 18. Der er ret meget tekst på siderne og uden særlig mange afsnit. Bogen er dog inddelt i kapitler, hvilket jeg synes er en stor fordel, da læseren på den måde får mulighed for naturlige pauser. Med det forholdsvis høje lixtal er bogen ikke for begynderlæserne, men for læsere som har godt fat i læsningen og er på vej mod længere bøger. Bogen kan dog også bruges til højtlæsning fra 5-6 år og op.

Opslag i Da farmor var barn af Susanna Hartmann
Opslag i Da farmor var barn af Susanna Hartmann

Bagerst i bogen er der vejledninger til de aktiviteter og lege, som Carls farmor fortæller om. Der er fx forklaring til, hvordan man leger To mand frem for en enke og hvordan man folder en papirsflyver.

Hvilke børn kan ikke lide at få læst højt – og måske oven i købet af bedsteforældre? Hvis ikke børn selv læser Da farmor var barn, måske fordi deres forældre eller bedsteforældre har anbefalet den, så er jeg sikker på, at oplæsning af bedsteforældre vil være et hit – og så giver det jo en virkelig god mulighed for at snakker om, hvordan netop disse bedsteforældres barndom har været.

Da farmor var barn er som sagt en rigtig hyggelig fortælling – og mon ikke, der er nogle børn og måske voksne, som prøver nogle af aktiviterne, som der er forklaringer til. Rigtig mange forældre – og ikke bare bedsteforældre vil huske dem fra deres egen barndom.

⭐⭐⭐⭐ af 5 /Tine

Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788772143293
Udgave: 1. udg. 2018
Sider: 56

1 thought on “Da farmor var barn af Susanna Hartmann

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *