Blodspor er den 7. bog i Julie Hastrups serie om drabsefterforskeren Rebekka Holm. Blodspor udkom ved Politikens forlag d. 20. september 2018.

Bogens bagsidetekst:

“Et postbud gør et makabert fund: I et parcelhus på en hyggelig villavej sidder fire mennesker rundt om et veldækket middagsbord – dræbt.

Drabsefterforsker Rebekka Holms kæreste ligger i koma i Stockholm efter et drabsforsøg, men hun må blive i København for at opklare, hvorfor en tilsyneladende helt almindelig familie skulle myrdes.

Det viser sig, at der findes en overlevende datter, og da hun forsvinder sporløst, kommer Rebekka og hendes kolleger på sporet af dybe, grusomme hemmeligheder, som har været godt gemt bag den pæne facade. Hvem har ønsket, at familien tog den sprængfarlige sandhed med sig i døden?”

Blodspor er desværre den første bog, jeg har læst af Julie Hastrup. Desværre fordi jeg er vild med den – og nu ønsker jeg jo, at jeg havde læst de andre i serien først. Blodspor kan dog sagtens læses selvstændigt, men jeg ville gerne have fulgt seriens personer fra start. Det må jeg jo så gøre noget ved nu.

Plottet i Blodspor er spændende og gennemtænkt, det holder fra start til slut. Det er lidt af et puslespil – og jeg tænkte flere gange, hvordan det hele dog kunne hænge sammen, men til slut passer alle brikker. Blodspor er velskrevet, sproget fyldende og fængende – siderne vendte næsten sig selv.

Åh jo, det lykkes – mine nakkehår strittede helt sikkert!

Selvom Blodspor starter med den grufulde scene med en død familie omkring spisebordet, så er blod og den meget brutale beskrivelse ikke noget, der fortsætter bogen igennem. Scenen kan dog være svær at slippe igen, da den er beskrevet i detaljer og er meget troværdig. Hvordan det hænger sammen med den øvrige historie, vil jeg dog ikke røbe.

Da jeg begyndte på Blodspor og læste om den dræbte familie ved middagsbordet fik jeg associationer til nogle af Dean Koontzs bøger. Men Blodspor er helt sin egen og jeg kunne tydeligt skille historierne fra hinanden. Jeg kom ikke til at sidde med tanken om, hvor det nu var, jeg havde læst noget tilsvarende – hvilket jeg ellers ofte synes at komme til, når jeg læser (især) krimier.

Jeg synes, at Julie Hastrups personbeskrivelser er rigtig gode, hvilket jeg er vild med. Beskrivelserne er sikkert også medvirkende til, at Blodspor godt kan læses uden foregående kendskab til Rebekka Holm, hendes kolleger og hendes privatliv.

Det er svært at skrive om Blodspor uden at spoile noget som helst. Men dette synes jeg godt, at jeg kan dele uden egentlig at røbe noget. Det er meget spændende og ikke mindst skræmmende at høre om den brutale sag under Francos regime, hvor mange børn forsvandt. Jeg har tidligere hørt om dette, men det gør det ikke mindre barskt, når det er inddraget i en krimi.

Udover den skræmmende beskrivelse fra Spanien, så kan jeg også røbe, at man møder nogle social udsatte familier her i Danmark – og pyha, hvor får det tårerne frem – både historierne der foregår inden for hjemmets fire vægge, men også i forhold til, hvordan det offentlige system beskrives. Beskrivelserne er meget troværdige – og ikke mindst realistiske, desværre.

Blodspor slutter med i hvert fald en uafklaret sag – og mon ikke det betyder, at der kommer en 8. del i serien om Rebekka Holm? Det håber jeg!

⭐⭐⭐⭐⭐ af 5 /Tine

Forlag: Politikens forlag
ISBN: 9788740027693
Udgave: 1. udg. 20.09.2018
Sider: 444