Rebecca Fleet, som har skrevet Glashuset, har tidligere skrevet to literære romaner under pseudonym. Glashuset er Rebecca Fleets debut inden for spændingsgenren.
Bogens bagsidetekst:
“Da Caroline og Francis får et tilbud om at bytte bolig, slår de til med det samme ved udsigten til en uges ferie hjemmefra. Efter et par hårde år er de stadig i fuld gang med at genfinde hinanden som par.
Da de ankommer, viser det sig, at huset er halvtomt og upersonligt – det er svært at forestille sig, hvilket menneske, der bor der. Men så begynder Caroline langsomt at afdække visse livstegn – spor fra hendes liv. Blomsterne på badeværelset og musikken i anlægget virker måske nok uskyldige i hendes mands øjne, men for hende er de alt andet end det. Det lader til, at den person, de har byttet bolig med, er én, hun plejede at kende særdeles godt.
Og nu er den person ovenikøbet i hendes eget hjem…”
Glashuset er en velskrevet og ganske letlæst roman i domestic noir-genren. I starten kunne jeg ikke lade være med at tænke på Lejligheden af S.L. Grey – længere inde i fortællingen, har bogen dog mere til fælles med Sammenbruddet af B.A. Paris.
Selvom vi i Glashuset følger historien fra flere sider, så er de alle fortalt af jeg-tællere, dette gør, at man hurtigt føler sig tæt på begivenhederne. Fortællingen ligger dog hovedsageligt ved Caroline, som er hovedpersonen i bogen. Selvom man på sin vis kommer tæt på, så er det mere personernes indbyrdes relationer og de ting der sker, man hører om – og ikke de forskellige personligheder. Jeg synes desværre, at selve personbeskrivelserne er noget tynde. Den eneste jeg synes, hvis hverdag, man får et lille indblik i er Francis’s. Det er også tydeligt, at Carolina og Francis har problemer, men igen ville jeg gerne have haft mulighed for at kende dem noget bedre.
Jeg synes, at historien har en fin udvikling, hvis man ser på bogen som en helhed, men jeg synes at især den første halvdel lover bedre, end det, som bliver leveret hen mod slutningen. Det er som om det pludseligt går for hurtigt – og i den første del, virker fortællingen rimeligt uforudsigelig, men den sidste del er der ikke meget overraskelse i.
Domestic noir er tit både grusomt og næsten ekstra skræmmende, fordi det hele spiller meget på det psykiske element, normalt er jeg meget glad for denne genre, men desværre placerer Glashuset sig ikke i toppen af min favoritliste. Dette skyldes især, at jeg ikke fandt bogen specielt uhyggelig – måske fordi jeg som sagt, synes den minder en del om Sammenbruddet. Og med det vil jeg nok sige, at der ikke er noget vildt særligt over historien – og den kommer til at ligne andre for meget. Det ville have været fedt, hvis den havde været bare en lille smule mere “sin egen”.
Glashuset er i den letteste ende af domestic noir-genren – og selvom den ikke lige var mig, så er jeg sikker på, at læsere af denne genre, som ønsker sig noget lidt lettere (end fx Kvinden der forsvandt) vil finde god underholdning i denne.
⭐⭐ af 5 /Tine
Forlag: Jentas
ISBN: 9788742600399
Udgave: 1. udg. 24.10.2018
Originaltitel: The House Swap
Oversætter: Henriette Rostrup
[…] har kun læst en enkelt bog, som ikke lige var mig, det var Glashuset af Rebecca Fleet. Det er domestic noir – hvilket jeg ellers synes godt om. Men jeg synes […]