2 stjerner, Jentas, Krimi/spænding, Tine f. 1973

Sammenbruddet af B. A. Paris

Sammenbruddet er skrevet af forfatteren B.A. Paris, som tidligere har skrevet Bag lukkede døre. Begge bøger er i domestic noir-genren.

Forlagets beskrivelse:

“Hvis du ikke kan stole på dig selv, hvem kan du så stole på?

Cass har haft det svært siden den aften, hun så bilen i skoven. Den stod ved den bugtede vej ude i skoven, mens regnen silede ned, og der sad en kvinde i bilen – den kvinde, der blev dræbt. Cass har forsøgt at skubbe forbrydelsen ud af sine tanker, for hvad kunne hun i grunden have gjort? Det er en farlig vej at befinde sig på under et uvejr, og hun ville sandsynligvis selv være kommet til skade, hvis hun var standset. Og ikke bare det, hendes mand ville også være blevet rasende, hvis han havde fået at vide, at hun havde brudt sit løfte til ham om ikke at skyde genvej gennem skoven.

Men lige siden den aften er hun begyndt at glemme alle mulige småting. Hvor hun stillede bilen, om hun har taget sine piller eller ej, ja, selv koden til alarmen.

Det eneste, hun ikke kan glemme, er kvinden, den kvinde, hun måske kunne have reddet, og den forfærdelige skyldfølelse, der bliver ved med at nage hende.

Og de tavse opkald, hun hele tiden får, og følelsen af, at der er nogen, der holder øje med hende…”

Sammenbruddet af B.A. Paris
Sammenbruddet af B.A. Paris

B. A. Paris skriver i et flydende og ganske letlæst sprog. Sammenbruddet hører til i den letteste ende af domestic noir-genren – og den er ret hurtigt læst.

Det er hovedpersonen, Cass, der som jeg-fortæller tager os med ind i historien. De fleste gange synes jeg, det er fedt med jeg-fortællere, da man for det første lærer fortælleren ret godt at kende, og for det andet oplever man det samme og på samme måde, som fortælleren. Dette gælder også for Sammenbruddet. Jeg synes, at Cass er rimelig godt beskrevet, hvilket jeg-fortæller-rollen bidrager til. Det er svært ikke at få medfølelse med hende. Jeg synes, at Cass har en fin udvikling fra start til slut, i starten virker hun som en meget svag karakter, for til slut at virke meget stærkere. Desværre er det en udvikling der kommer i lidt af et spring – hvilket jeg synes er en skam. Jeg mangler lidt mere dybde i dette – så man får lidt mere at vide om hvordan osv.

Der er selvfølgelig flere personer med i Sammenbruddet –  de fleste hører vi kun perifert om, og ingen er så godt beskrevet som Cass. På sin vis er det helt ok, da det ikke umiddelbart er nødvendigt for historien at kende de øvrige karakterer på et dybere plan, men alligevel så savner jeg desværre meget at kende de øvrige noget bedre. Uden at gøre dette synes jeg, at historien kommer til at virke lidt overfladisk.

Jeg har ventet med spænding på Sammenbruddet, da jeg var rigtig glad for Bag lukkede døre. Desværre fangede denne historie mig slet ikke på samme måde. Starten fangede fint, men derefter synes jeg, at beskrivelserne af Cass og hvordan hun har det, tager lidt overhånd og fylder alt for meget – og desværre får det en stor del af historien til at virke langtrukken, på trods af skrivestil og det flydende sprog. Jeg holdt heldigvis ved, og jeg synes, at slutningen er fin og rigtig spændende. Plottet i Sammenbruddet er ellers rigtig godt, selvom det samtidigt måske er lidt for let at regne ud, hvad der sker.

Desværre levede Sammenbruddet slet ikke op til mine forventninger – som jeg nok også må indrømme var meget høje. Men jeg synes, at historien bliver noget tynd og som sagt, så bliver det midterste af historien for langtrukket. Jeg er dog forholdsvis sikker på, at læsere af domestic noir, som gerne vil have nogle lidt lette fortællinger, vil synes om denne.

⭐⭐ af 5 /Tine

Forlag: Jentas
ISBN: 9788742600290
Udgave: 1. udg. 15.08.2018
Originaltitel: The Breakdown
Oversætter: Lilian Kingo
Sider: 367

5 thoughts on “Sammenbruddet af B. A. Paris

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *