4 stjerner, Jentas, Krimi/spænding, Tine f. 1973

De 23 af Linwood Barclay

[Anmeldereksemplar fra Jentas]

De 23 af Linwood Barclay er tredje og sidste del af Promise Falls-trilogien. Serien skal læses i rækkefølge, ellers synes jeg ikke, at man får det optimale ud af bøgerne – og man mister en for stor del af historien, da den strækker sig over alle tre bøger. Som nogle måske læste i min anmeldelse af bog nr. 2: Slørede sandheder, så var jeg ikke sikker på, om jeg havde læst den første bog, men efter at have læst De 23, så er jeg ret sikker på, at jeg ikke har læst den, men jeg kan se nu, at det burde jeg have gjort.

Forlagets beskrivelse:

“I byen Promise Falls er det lige så let at få hævn som at tælle til 1, 2, 3 … Dagen begynder som en helt almindelig lørdag – et bad, en kop kaffe, morgenmad. Men pludselig bryder helvede løs i Promise Falls. Folk falder døde om på gaden, hospitalerne og beredskabet bliver lagt ned af det høje antal ofre. Er det massemord gennem madforgiftning, en virus eller noget endnu mere dystert? Er der mon nogen, der står bag?

Kriminalbetjent Barry Duckworth er allerede i gang med at efterforske to mord og en eksplosion i byens drive-in-biograf. Han begynder at overveje, om de to forbrydelser og det nye angreb på byen hænger sammen med en række mystiske hændelser i Promise Falls, der alle har tallet 23 som fællesnævner. Hvem sender de dødbringende beskeder, og hvordan kan han få sat en stopper for dem?”

De 23 af Linwood Barclay
De 23 af Linwood Barclay

Pyha, det er simpelthen så uhyggelig og skræmmende en begivenhed, som hovedvægten af historien i De 23 er bygget på – for mig virker det meget realistisk, og tænk hvis det sker?! Kan det mon ske? Jeg vil ikke skrive mere, da jeg så synes, at jeg røber for meget – men hvis man troede, det var slemt i de tidligere bøger, ja så har man stadig noget til gode!

De 23 er velskrevet og den er skrevet i et ganske letlæst sprog, og er dermed ret hurtigt læst.

Der er rigtig mange tråde og ikke mindst personer at holde styr på. Jeg synes at trådene bliver flettet på en god måde og får historien til at hænge sammen. En del af side/bi-historierne er nok mere en del af hovedhistorien, end man først lige aner… De 23 er en overraskende og fin afslutning på Promise Falls-trilogien. Historien er meget actionfyldt og der sker hele tiden noget – så der er ikke tid til de store pauser, hverken i handlingen eller læsningen.

Som skrevet, så er der rigtig mange personer med i fortællingen – og til tider blev det noget forvirrende for mig, da jeg havde svært ved at holde styr på dem alle – og ikke mindst skille deres historier fra de øvriges. Men jeg synes, at de vigtigste personer bliver fint beskrevet – og det er med til at give historien fylde, at man også hører en del om deres privatliv – og selvom handlingen måske er uhyggelig, så kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet ind i mellem fx: “Jeg tror, at jeg kan mødes med dig om 10 minutter eller deromkring. Der ligger en Dunkin’s lige i nærheden. – Jeg spekulerede på, om det var det bedste sted for mig at mødes med Cleo, eller nogen anden, for den sags skyld, for her på det sidste havde jeg gjort alt for at undgå at ryge i doughnut-fælden. – “Okay,” sagde jeg. “Hvilken?” – Hun gav mig adressen. – “Jeg er ham, der ligner en stamkunde,” sagde jeg.” Egentlig er det jo nok slet ikke sjovt at være i Duckworths sted, men Linwood Barclay formår alligevel at få tingene skrevet, så de fleste kan være med.

Det var et stort plus for mig, at jeg havde læst Slørede sandheder, der er bog nummer 2 i serien – jeg kunne dog godt mærke, at det ville have været bedst også at have læst den første bog, Begravede hemmeligheder. Det meste af det jeg skrev i min anmeldelse af Slørede sandheder passer også til De 23 – så læs den gerne. Jeg synes, at De 23 var en smule bedre end forgængeren, men det kan være fordi, at jeg ikke kendte personerne og historien godt nok i bog nr. 2. Når jeg tænker over det, så synes jeg måske at alle tre bøger i serien burde anmeldes samlet, da det er en meget sammenhængende historie.

Linwood Barclay har skrevet en spændende og skræmmende thriller(trilogi). Som skrevet vil jeg anbefale, at man læser bøger i rækkefølge og ikke lader for lang tid gå i mellem hver bog – i hvert fald kan jeg mærke, at sådan burde jeg selv have gjort. De 23 er rigtig god – og jeg kan godt lide Linwood Barclay skrivestil. Jeg har læst et par af hans andre bøger, og jeg er spændt på, hvad han kommer på efter Promise Falls-trologien.

4 af 6 stjerner /Tine
4 af 6 stjerner /Tine

Tak til Jentas for anmeldereksemplaret.

Forlag: Jentas
ISBN: 9788742600405
Udgave: 1. udg. 07.03.2019
Originaltitel: The Twenty-Three
Oversætter: Marielle Nielsen Hansen
Sider: 458

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

20

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *