Der er kommet 2 nye bøger i Kirsten Ahlburgs lydrette letlæsningsserie, Max-2 – bog 17 og 18. Vi har dog kun læst Op i læ – som er nr. 17. Bog 18 hedder Ud og gø.
I Op i læ er Jo og Ib på vandretur i bjergene. Jo falder og slår sig – og det trækker op til snestorm, hvad mon de to børn vil gøre?
Op i læ har fine illustrationer af Anne Pedersen. I bogen bliver den meget korte tekst fint understøttet af illustrationerne, så man får en rigtig god historie ved at kombinere tekst og handling. Der skal meget lidt reel læsning til, før man får et fint udbytte af bogen – og en god fornemmelse af faktisk at have læst en bog.
Bogen har et lixtal på blot 3 og et lettal på 8. Serien Max 2 består af lydrette bøger med ord på max 2 bogstaver. Samtidig er der også mange gentagelser af ord, og genkendelighed vil helt sikkert være med til at lette læsningen.
Som Forlaget Elysions andre bøger, så er Op i læ bundet lækkert ind. Der er gratis opgaver på forlaget hjemmeside til de første bøger i serien, mon ikke der også kommer det til denne bog!?
Op i læ er ret kønsneutral, med det mener jeg, at bogen henvender sig både til piger og drenge. Både på grund af emnet, men også fordi det er en pige og en dreng vi hører om.
Selvom jeg har skrevet det før, så bliver jeg nødt til at gøre det igen: lydrette bøger er simpelthen geniale til begynderlæsere og børn, der har svært ved at få hul på læsningen.
Bøgerne i serien Max 2 anbefales til nye begynderlæsere, som er godt i gang med alfabetet og bogstavlydene – og som også gerne vil læse en “rigtig” bog. I en tidligere anmeldelse skrev jeg: “Med allernyeste menes ikke yngste, men derimod alle, som har brug for en “blid start”. Det vigtigste ved læsestart er at give børnene lyst til at læse og det får de rigtig ofte ved succesoplevelser.” Det er selvfølgelig stadig gældende.
I februar 2017 anmeldte jeg/vi de første letlæsningsbøger fra Forlaget Elysion. Dengang troede vi faktisk, at vores yngste søn, aldrig ville lære at læse. Men de lydrette bøger fangede ham – og i dag lidt mere end to år senere, kan han læse meget mere end vi drømte om – og det bliver kun bedre. Vores søn bliver snart 12 år – men har flere forskellige diagnoser, blandt andet har han en sprogforstyrrelse og store indlæringsvanskeligheder. Inden han blev præsenteret for lydrette bøger, sagde læsningen ham ikke noget, men nu drømmer han om, selv at kunne læse Harry Potter.
Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788772143828
Udgave: 1. udg. 2019
Sider: 22
___
[…] Ahlburg, Kirsten: Op i læ (Max 2 – 17) Jensen, Jørn: Nora-serien 1-2 Jensen, Jørn: Nora-serien […]