4 stjerner, Feel good/kærlighed, Palatium Books, Tine f. 1973

Indtil Nico af Aurora Rose Reynolds

Indtil Nico er 4. del af den erotiske Indtil-serie skrevet af Aurora Rose Reynolds. De øvrige bøger i serien hedder: Indtil November, Indtil Trevor og Indtil Lilly.

Fra forlagets beskrivelse:

“Maysonbrødrene er virkelig lækre mænd, men der hviler også en familieforbandelse over dem. For når de først bliver forelsket i en kvinde, bliver hun den eneste ene. Også selvom hun ikke nødvendigvis er interesseret. 

Nico Mayson har indtil nu været familiens sorte får, og for ham er kvinder noget, man bruger og smider væk…Han har ikke tid til – eller interesse i – kvinder. 

Sophie Grates er bibliotekar, forsikringsagent og lidt af en enspænder. Tidligt i sit liv har hun oplevet nogle ting, der gør hende forsigtig over for fremmede… Da Nico finder hendes telefon, er hun meget tilbageholdende med at give ham informationer om sig selv for at få den tilbage. Modvilligt fortæller hun ham, at hun har skjorte og nederdel på og brunt hår. Hun fortæller ikke om de høje hæle, hun også har på. 

Men de to mødes dog og Sophie får sin telefon. De to provokerer hinanden. Nico bliver sur og det gør Sophie også. Og det er jo ikke den optimale begyndelse på en kærlighedshistorie … men det er det nu alligevel.”

Billede af: Indtil Nico af Aurora Rose Reynolds
Indtil Nico af Aurora Rose Reynolds

Som sagt er Indtil Nico den 4. del af serien, men bøgerne kan sagtens læses selvstændigt, da de personer vi følger, ikke er de samme. Men vi hører dog om nogle af de samme personer hovedsageligt fra Mayson-familien – og på den måde bliver hovedpersonerne forbundet. Hvis man læser bøgerne i rækkefølge, så tænker jeg, at man godt kan regne ud, hvem den næste bog i serien handler om. Jeg havde i hvert fald gættet, at denne bog måtte handler om Nico, som er den sidste bror, vi mangler at høre om. Jeg synes ikke, at jeg havde det store kendskab til Nico på forhånd – og hans store kærlighed, Sophie er også ny i fortællingen.

Indtil Nico er som de øvrige bøger i serien velfortalt og både hurtigt og letlæst. Bogen er på blot 249 sider, og de forrige er ikke længere, derfor er det også begrænset, hvor dybe personbeskrivelserne er – men det vigtigste i historien er også relationen mellem Nico og Sophie. Hvis man gerne vil have større kendskab til alle personerne, så vil jeg anbefale, at man læser hele serien.

Sophie og Nico virker virkelig som modsætninger, men jeg synes mere at det er deres udseende, som gør dem forskellige end deres personligheder. Sophie har selvfølgelig noget med i bagagen, som hun kæmper med – og det hører vi også om. Den del, sammen med en del af plottet, jeg ikke kan skrive om (for at undgå at spoile), er det som historien for så vidt bygger på – jeg synes desværre ikke, at den fylder helt så meget som konflikterne i de forrige bøger. I denne tager den erotiske del mere over, og det er for så vidt godt nok, da det jo egentlig var, hvad jeg forventede fra starten af serien. Jeg var bare ikke helt forberedt, da jeg som skrevet ikke har haft den opfattelse tidligere.

Nico er den “alfahan” som han skal være – og Sophie behøver en mand som ham?! Ja, det er sådan historien bliver opbygget. Og jeg ved godt, at mange bøger i den erotiske genre netop er sådan –  men jeg kan altså godt savne nogle mere selvstændige kvinder. Når det er sagt, så synes jeg egentlig ret godt om Sophie – om det er hendes personlighed eller fordi hun arbejder på et bibliotek og holder af bøger, det vil jeg lade stå hen i det uvisse.

Alt i alt synes jeg ret godt om Indtil-serien, og jeg kan faktisk godt lide, at bøgerne ikke er længere, så man rimelig hurtigt kan læse dem. ØV, tænkte jeg, da jeg hørte at serien nu er slut. MEN på forfatterens hjemmeside kan jeg se, at der også kommer en “Until her-” og “Until him-serie” – og jeg håber bestemt, at de bliver oversat til dansk (ellers må jeg snuppe dem på engelsk).

4 af 6 stjerner /Tine
4 af 6 stjerner /Tine

Forlag: Palatium Books
ISBN: 9788793699540
Udgave: 1. udg. 2019
Originaltitel: Until Nico
Oversætter: Camilla Engkjær Laursen
Sider: 249
___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

1 thought on “Indtil Nico af Aurora Rose Reynolds

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *