4 stjerner, Feel good/kærlighed, Palatium Books, Tine f. 1973

Indtil Lilly af Aurora Rose Reynolds

Indtil Lilly er 3. del af en erotisk serie skrevet af Aurora Rose Reynolds. Første del hedder: Indtil November og anden del: Indtil Trevor.

Fra forlagets beskrivelse:

“Cash Mayson er ikke en, der har kærester. Hvis han har lyst til sex, siger han det direkte, og der er ikke mange kvinder, der siger nej… Cash tror ikke på familiemyten, der siger, at alle mænd i Mayson-familien bliver ramt af lynet, når de bliver forelskede. Den gælder ikke for ham. Lige indtil han møder Lilly. Han bliver forelsket i hende med det samme, også selvom hun spilder en hel kop kaffe ned ad ham…

Lilly leder egentlig ikke efter en kæreste, og da slet ikke sådan en som Cash, der er lige så smuk som en filmstjerne. Hun er overbevist om, at han ikke kan være interesseret i en helt almindelig pige som hende…

Desværre viser det sig, at Cashs interesse i Lilly var for god til at være sand. Han slår op med hende på sms og beder hende om aldrig at kontakte ham igen. Selv da Lilly indrømmer over for ham, at hun er gravid, er hans svar, at det vil han ikke blandes ind i.

Nogle år senere mødes Cash og Lilly tilfældigt. De er begge i trampolinland med hver deres fireårige barn… Cash bliver med det samme forelsket i Lilly igen, men Lilly har lært lektien og er ikke interesseret. Det er noget af en udfordring for Cash at forklare, hvad der egentlig skete dengang, og overbevise Lilly om, at nu er hans kærlighed ægte.”

Billede af: De tre første bind i Indtil-serien af Aurora Rose Reynolds.
De tre første bind i Indtil-serien af Aurora Rose Reynolds.

Indtil Lilly er som skrevet 3. del af en serie, men bøgerne i serien kan sagtens læses selvstændigt, da hovedpersonerne ikke er de samme. Hovedpersonerne i bøgerne er dog forbundet, og når man har læst bøgerne i rækkefølge, så har man helt sikkert en ide om, hvem den næste bog handler om. Så vidt jeg kan se, så har forfatteren skrevet ret mange forbundet til denne serie, men indtil videre er handler de tre første bøger om tre brødre – ud af fire. Så mon ikke den fjerne bliver om den sidste bror?

Som de forrige bøger i serien, så er Indtil Lilly velskrevet og ganske let- og hurtigt læst. Der er ikke voldsomt mange personer at holde styr på, da handlingen tager udgangspunkt i relationen mellem Lilly og Cash. De fleste andre personer bliver man også introduceret for i de forrige bøger. Det er som sagt ikke nødvendigt at læse bøgerne i rækkefølge, man da det ikke er vildt tykke bøger, så er det også begrænset, hvor godt man kan nå at lære personerne at kende – især dem der ikke er hovedpersoner, og derfor vil jeg anbefale, at man læser de første bøger også.

Jeg synes en smule bedre om Lilly og Cash end hovedpersonerne fra de tidligere bøger. Det vigtigste er nok, at de er blevet lidt ældre – men også at Lilly ikke virker helt så hjælpeløs som de kvinder, vi har hørt om før. Lilly er let at holde af – og samtidig forstår man også let hendes handlinger/reaktioner. Bortset fra en enkelt person, synes jeg rimeligt godt om dem alle. Den person, som jeg ikke er vild med – er det vist heller ikke meningen, at man skal synes om. Men hvem og hvordan vil jeg lade være med at spoile om.

Omgivelserne virker ikke umiddelbart vildt vigtige, og den lille by i Tennessee, hvor en stor del af handlingen foregår, bliver ikke særlig grundigt beskrevet – men alligevel synes jeg, at der er scener fra Alaska, hvor Lilly kommer fra, som er ganske fint beskrevet.

På en eller anden måde synes jeg, at handlingen virker en smule mere realistisk end i de foregående bøger. Samtidig synes jeg ikke, at der er så mange bi-handlinger, og det gør noget godt i forhold til at lære Lilly og Cash at kende, fordi der bliver mere plads til det.

Bogen er som skrevet i den erotiske-genre, men jeg synes bestemt ikke det tager overhånd – mængden af erotik passer fint til handling og længde af bogen.

Jeg skrev sådan, da jeg anmeldte Indtil November – og det gør sig også gældende for Indtil Lilly. Dog synes jeg, at der er kommet en smule mere erotik ind i fortællingen.
“Indtil November er en fin chick lit/feel good-roman krydret med lidt erotiske scener (jeg havde vist forventet, at der ville have været flere). Jeg kan godt lide, at der er lidt drama med i fortællingen også, det er en af de ting, som gør, at bogen bliver lidt sværere at slippe. At det ikke bare er en rosenrød fortælling er med til, at det ikke “kun” bliver en erotisk kærlighedshistorie.  Indtil November vil være en perfekt bog til strandturen eller andre steder, hvor man har brug for lidt lettere litteratur.”

4 af 6 stjerner /Tine
4 af 6 stjerner /Tine

Forlag: Palatium Books
ISBN: 9788793699502
Udgave: 1. udg. 2019
Originaltitel: Until Lilly
Oversætter: Camilla Engkjær Laursen
Sider: 254
___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

2 thoughts on “Indtil Lilly af Aurora Rose Reynolds

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *