For et godt stykke tid siden kom posten med Et fuldstændig fantastisk fænomen af Hank Green. Jeg syntes at bagsideteksten af Et fuldstændig fantastisk fænomen lød rigtig spændende og derfor valgte jeg at læse den.
Dette er et uddrag fra forlagets beskrivelse:
“En nat, da den 20-årige April May er på vejgennem New Yorks gader, kommer hun forbien kæmpestatue, som aldrig har været der før. Hun og hendes ven Andy laver en video med sig selv og statuen. Næste dag er videoen gået viralt, og April May befinder sig i centrum af nyhedshistorien om den mystiske statue, Carl, som viser sig at være dukket op i verdens 50 største byer. Ingen kan flytte statuerne, og ingen kan finde ud af, hvad de er lavet af. Før var April May en rimelig normal, ung kvinde, men efter hun er blevet involveret i mysteriet om, hvor Carl kommer fra, bliver hun og Andy berømte – og afhængige af berømmelsen.”
Jeg var meget positivt overrasket efter, at jeg havde læst Et fuldstændig fantastisk fænomen, selvom bogen ikke handlede så meget om det, som jeg troede den ville. For eksempel troede jeg ikke, at bogen var en science fiction-fortælling, men det viste den sig så at være. Det gjorde bestemt ikke noget, for bogen var meget bedre, end jeg havde forventet.
Noget som jeg rigtig godt kan lide ved Et fuldstændig fantastisk fænomen er, at hovedpersonen, April May, er menneskelig og realistisk. Hun begår rigtig mange fejl og jeg har været irriteret på hende flere gange, mens jeg læste, på grund af hendes handlinger. Det betragter jeg dog som en god ting, da mange andre forfattere gør deres karakterer perfekte eller med begrænsede mængder af ”fejl”.
Udover at bogen handler om de mytiske Carl’er, som er dukket op i verdens storbyer, handler den også i den grad om de sociale medier og om berømmelse. I starten af bogen er April May afvisende overfor de sociale medier og har faktisk holdt en distance til dem. Men efter ikke særlig lang tid, kan hun dog ikke længere kontrollere det og er nærmest afhængig af, at dele hendes liv med hele verden og læse Twitter-kommentarer. Det synes jeg er et rigtig godt eksempel på, hvordan berømmelse påvirker en og jeg tror bestemt ikke, at det er langt fra virkeligheden, hvor man også kan blive berømt udelukkende på grund af de sociale medier.
Jeg kan godt lide den måde Et fuldstændig fantastisk fænomen er skrevet på. Den er skrevet som om April May fortæller foran et publikum, ligesom hun jo også gør på de sociale medier og i nyhederne i bogen. Derudover hører man også hendes tanker og alt dette efterlod mig med et rigtig godt billede af, hvem April May er som karakter.
Et andet tema i bogen er seksualitet. April May er biseksuel og jeg tror faktisk det er første gang, at jeg har læst en bog, hvor en af karaktererne i bogen er det. Jeg har læst mange bøger med personer som er homoseksuelle og også nogle stykker, hvor der er nogen som har er lesbiske. Selvom dette element ikke fylder vildt meget i forhold til bogens handling, synes jeg alligevel, at det er meget fint også at gøre verden opmærksom på, at der er folk som er biseksuelle også.
Helt overordnet var jeg vild med bogens temaer og de konflikter, som bogen havde taget med. Historien er original og er mega godt fundet på. Hvis jeg skulle sammenligne den med en bog, ville jeg nok sammenligne den med The Circle af Dave Eggers, da den også er en science fiction, som til dels handler om de sociale medier og om berømmelse.
Forlag: Politikens forlag
ISBN: 9788740051919
Udgave: 1. udg. 2018
Originaltitel: An absolutely remarkable thing
Oversætter: Randi Bjerre Høfring
Sider: 380
___