4 stjerner, Jentas, Krimi/spænding, Tine f. 1973

Søvn af C.L. Taylor

Søvn er den 5. af C.L. Taylors bøger, som er blevet oversat til dansk. De forrige hedder: LøgnenSavnet, Flugten og Frygten. Alle bøgerne er selvstændige fortællinger. C.L. Taylor har læst psykologi i Newcastle og har blandt andet arbejdet på et forlag i London. Forfatterens bøger er oversat til mere end 25 sprog og  er solgt i mere end 20 millioner eksemplarer i England. Søvn udkommer i dag d. 09.03.2020.

Fra forlagets beskrivelse:

“Syv fremmede. Syv hemmeligheder. En dødbringende løgn.   Anna ønsker sig kun at kunne sove. Men søvnløshed, frygtelige minder og mareridt  om en forfærdelig begivenhed gør det umuligt. Hvis bare hun ikke følte sig så skyldig.   For at flygte fra fortiden tager Anna et job på et hotel på den fjerntliggende skotske ø Rùm.   Men da syv gæster ankommer, forandrer tilflugtsstedet sig til et sandt mareridt.   Hver af gæsterne har en hemmelighed, og én af dem lyver. Både om sin identitet, og om sin grund til at være på øen. Der bor en morder på Bay View Hotel. Og den morder har kig på Anna.”

Som C.L. Taylors øvrige bøger, så er Søvn meget velskrevet og ret letlæst. Søvn har et fint og velfungerende plot. Handlingen kredser om en lille sluttet kreds af personer, og på den måde er det let at have overblik og få et rimeligt kendskab til dem alle. Der er selvfølgelig Anna, som er hovedpersonen – og hun er også godt beskrevet, og det er forholdvis let at forestille sig hende, og ikke mindst de strabadser som hun skal igennem.

Billede af: Søvn af C.L. Taylor
Søvn af C.L. Taylor

Udover personskildringerne, så synes jeg også godt om miljøskildringerne. Især beskrivelsen af Bay View Hotel og den lille meget lukkede ø, Rùm, som hotellet ligger på, er super beskrevet. Der er ingen tvivl om, hvor isoleret hotellet er – og hvor alene man er, når man først er ankommet, og vejret måske ikke viser sig fra sin bedste side. Et dystert og mørkt miljø, som passer perfekt til den uhyggelige handling. Både personer og miljø virker troværdige og realistiske.

Selvom Søvn ikke foregår inden for hjemmets vægge – og heller ikke handler om den tætte familie, så vil jeg alligevel mene, at den hører til i domestic noir-genren. Søvn er en thriller med vægt det psykologiske spil. Det er ikke en voldsom blodig fortælling – selvom der er lidt scener, hvor vi ikke helt kan undgå lidt grusomhed og død. For mig var det dog følelsen af ikke at vide, hvem man skal være på vagt overfor, som gav gåsehud. Jeg troede lige – men jeg blev snydt…

Jeg ville rigtig gerne have skrevet mere om plot og gerningsmand – men det eneste jeg vil sige er, at et af emnerne faktisk er rimeligt aktuelt, men hvis jeg siger mere, så røber jeg for meget.

Søvn hører til i den lettere ende af domestic noir-genren, og som skrevet er den også ret letlæst. Egentlig har Søvn et ret bekendt krimiplot: Få mennesker – og en er morder på et afsides sted, men hvem skal man tage sig i agt for – og hvem kan man stole på?? Det virker stort set hver gang. Søvn er sammen med Frygten mine favoritter blandt forfatterens udgivelser.

Billeede af: 4 af 6 stjerner /Tine
4 af 6 stjerner /Tine

Forlag: Jentas
ISBN: 9788742602942
Udgave: 1. udg. 09.03.2020
Originaltitel: Sleep
Oversætter: Marielle Nielsen
Sider: 311

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

1 thought on “Søvn af C.L. Taylor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *