6 stjerner, Feel good/kærlighed, Forlaget Aronsen, Øvrigt skønlitteratur, Tine f. 1973

Når det er slut af Clare Mackintosh

I dag d. 10. juni 2020 udkommer Når det er slut af den britiske forfatter Clare Mackintosh. De fleste kender sikkert Clare Mackintosh for de tre thrillers: Jeg lader dig gå, Jeg ser dig og Lad mig dø. Når det er slut er ikke en thriller som forgængerne – men derimod en roman om kærlighed, om at være forældre på godt og ondt og om de veje, som livet kan tage.

I går lagde jeg et indlæg på bloggen med et interview med Clare Mackintosh. Man kan med fordel læse interviewet inden man læser bogen. Faktisk vil jeg anbefale, at man læser interviewet først – og/eller efterordet i bogen. Jeg synes, at det giver et andet eller måske klarere billede af fortællingen.

Forlagets beskrivelse:

“Max og Pip er det stærkeste par du kender. De elsker hinanden højt.
Da deres søn bliver syg, står de over for det vigtigste valg i deres liv. Lægen giver dem ansvaret for, hvad der skal ske med deres søn. For første gang er Max og Pip uenige.

Som en konsekvens af et umuligt valg, der truer med at ødelægge dem begge, vil ingenting blive det samme igen. Men alt kan ske, når det er slut.

En gribende fortælling om kærlighed, forælderskab og forskellige skæbner. I NÅR DET ER SLUT oplever to mennesker et af livets største dilemmaer, og hvordan deres tilværelse med et ændrer sig. Med en fantastisk evne til at portrættere modstridende følelser, afmagt og sorg, viser Clare Mackintosh os at slutningen nogle gange kan være en ny begyndelse.”

Billede af: Når det er slut af Clare Mackintosh
Når det er slut af Clare Mackintosh

Når det er slut har en helt anden opbygning end jeg nogensinde har oplevet før. Det kunne være forvirrende, men det virker perfekt. Det er simpelthen en genial opbygning, som er med til at vise os, de forskellige veje, som livet kan tage – og hvilken skæbne, der kan vente forenden af hver vej. Mere vil jeg ikke sige, for jeg vil ikke spoile.

Pip og Max står i en ret ubeskrivelig og umenneskelig situation, men alligevel lykkes det Clare Mackintosh at tegne et meget realistisk, troværdigt og hjerteskærende portræt af de to – fortællingen går lige i hjertet. Ingen mennesker burde komme i den situation, og slet ikke blive stillet over for det valg, som Pip og Max. Det må være alle forældres mareridt – jeg tror ikke, at der er nogen der på forhånd kan vide, hvordan de vil reagere i sådan en situation. Clare Mackintosh får beskrevet virkelig godt, hvad det gør ved Pip og Max, at de i deres livs sværeste situation også oplever at være uenige om det valg de skal træffe. I Når det er slut hører vi om konsekvenserne af det valg de træffer – og hvad det gør for Pip og Max som partnere.

Udover at høre om Pip og Max møder vi også, Leila, som er den læge, der er tilknyttet Dylan (Pip og Max’ søn). Det virker rigtig godt, at vi også hører hvordan Leilas tanker og følelser er i denne situation. Det er slet ikke let at gemme jobbet væk, når man kommer hjem – og slet ikke, når man arbejder med mennesker.

Umiddelbart virker Når det er slut som en virkelig sørgelig fortælling – men samtidig er det også en fortælling om lys og håb, selvom hverdagen aldrig bliver den sammen som før – men det bliver alligevel hverdag, bare på en anden måde.

Hvis man vil læse en anden bog i samme genre, så vil jeg anbefale Vi ejer himlen af Luke Allnut. – En del af det, som jeg har skrevet i anmeldelsen af den, passer også meget godt på Når det er slut. Jeg har blandt andet skrevet: “Selvom Vi ejer himlen er en sørgelig og hjerteknusende roman med temaer som kærlighed, tab, sorg og familierelationer, så rummer fortællingen om Jack og hans familie også håb, det er måske småt, men det er der. Og samtidig er Vi ejer himlen en fin påmindelse om, at i morgen måske ikke bliver som vi har tænkt os, d.v.s. at man skal huske at nyde og leve hver eneste dag – og værdsætte det man har.”

Når det er slut er en bog, som jeg vil bære med mig længe. Det er en gribende fortælling om at miste – om sorg, kærlighed og skæbnens veje.

Billede af: 6 af 6 stjerner /Tine
6 af 6 stjerner /Tine

Forlag: Forlaget Aronsen
ISBN: 9788793338722
Udgave: 1. udg. 10.06.2020
Originaltitel: After the End
Oversætter: Brian Christensen
Sider: 405
___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

 

1 thought on “Når det er slut af Clare Mackintosh

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *