[reklame – indeholder anmeldereksemplarer]
Jeg når ikke alt det, som jeg gerne vil – og det er inklusiv at læse og skrive anmeldelser. Denne måned har jeg læst 7 romaner og 6 letlæsningsbøger. Desværre er der stadig en del bøger, som venter på hylden, de er læst – men endnu ikke anmeldt. Jeg troede (måske lidt naivt), at jeg i løbet af sommeren ville nå bunden i bunken, men det holdt desværre ikke.
Som sædvanligt var langt de fleste bøger, jeg læste, krimier/thrillers – men jeg har også fået læst første del af en familiesaga – og et familiedrama, vil jeg nok kalde den anden.
Det er svært at fremhæve særlige bøger denne måned, for jeg synes faktisk godt om stort set dem alle. Ingen af dem var en decideret skuffelse. Men et par stykker vil jeg huske i længere tid – de krøb noget mere under huden end de øvrige. Den ene var Alt det jeg aldrig fortalte dig af Celeste Ng – den fik mig virkelig til at tænke nærmere over forskellige familiemønstre, baggrund og opvækst, og især hvordan man griber forskellige situationer i familielivet an. Jeg har desværre ikke anmeldt Alt det jeg aldrig fortalte dig endnu, men der skal nok komme en anmeldelse. Den anden har jeg lige læst og det er For barnets bedste af Line Holm og Stine Bolther. For barnets bedste er en krimi, men en krimi i en stil, som jeg synes virkelig godt om. Som flere ved, så kan jeg godt lide, når bøger lægger op til samfundsdebat – eller måske er lidt samfundskritiske, og sådan en bog er For barnets bedste.
En enkelt bog var ikke helt, som jeg forventede – men det er absolut min egen skyld. Jeg skulle have læst lidt mere om historien, inden jeg gik i gang. Bogen er Det er de danske som flygter af Lise Ringhof og Erik Valeur. Den blev en anelse for tør for mig – da jeg synes, at den blev ret politisk. Men jeg vil alligevel ikke frasige mig, at jeg skal læse de næste bøger i serien.
Som sædvanligt kan der under billedet ses en liste over alt, hvad jeg har læst i den måned, som netop er gået.
En del af bøgerne er tilsendt fra forlagene til anmeldelse. Tak for dem.
Carter, Chris: Skrevet i blod
Holm, Line: For barnets bedste
Jackson, Stina: Ødemark
Marsons, Angela: Døde vidner
Ng, Celeste: Alt det jeg aldrig fortalte dig
Ringhof, Lise: Det er de danske som flygter
Slaughter, Karin: De tavse kvinder
Letlæsning:
Gudmand-Høyer, Mikkeline W: Skater Zoe 3-4
Schjødt Larsen, Bjarke: Klodens Krigere 1-4
___
Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.