Dø alene er 4. del af Simon Kernick krimiserie om Ray Mason. Rækkefølgen kan ses sidst i indlægget.

Forlagets beskrivelse:

“Offentlig person. Trofast ægtemand. Seriemorder.

Alastair Sheridan har det hele. Penge, et godt udseende, en smuk kone og børn og, i Storbritanniens kaotiske, politiske verden, en reel chance for at blive premierminister.

Men Alastair har også en hemmelighed. Han er seriemorder med smag for unge kvinder.

Kun en lille håndfuld mennesker ved, hvilket monster han er, og den vanærede kriminalassistent Ray Mason er en af dem.

Ray afventer at komme for retten for mord, men får uventet en ny chance. Hagen ved det er, at for at få denne chance for et nyt liv og en ny identitet skal han udføre en opgave, der vil betyde døden for ham, hvis den mislykkes. Ray har en mistanke om, at ikke alt er, hvad det giver sig ud for, men påtager sig alligevel opgaven for måske at kunne få ram på Sheridan.

Den eneste, Ray stoler på, er den forhenværende politibetjent og hans tidligere elskerinde Tina Boyd, som er ivrig efter at gøre sit eget regnskab op med Sheridan. Med fjender på begge sider er kun én ting sikker: Ingen ønsker, at de slipper ud i live.”

Allerførst vil jeg sige, at man får absolut mest ud af bogen, hvis man også har læst de forrige bøger i serien. Historien er for så vidt en selvstændig fortælling, men der er fare for, at den kommer til at virke usammenhængende, hvis man ikke kender Ray Mason og hans historie på forhånd.

Startscenen i Dø alene minder mig så meget om noget andet jeg har læst, at jeg faktisk blev i tvivl om, hvorvidt jeg havde læst bogen før. Derudover er der et par ting, der får mig til at tænke på Helen Grace-serien af Matthew Arlidge – det er slet ikke, fordi det er dårligt, tværtimod.

Dø alene er som de forrige bøger i serien meget velskrevet. Plottet er spændende – og har en fin opbygning. Flere stedet er der næsten filmagtige beskrivelser – i hvert fald vil jeg ikke have svært ved at se bogen filmatiseret. Flere steder er der nogle ganske ulækre beskrivelser, som jeg faktisk helst ikke ser på film. Uden at spoile for meget, kan dette citat måske fortælle lidt om graden af ulækkerhed (handler om at slippe af med lig):

“Gennem årene havde svinene virkelig fået smag for menneskekød og -knogler, og man kunne stole på, at de ikke levnede noget – undtagen tænder, der blev samlet sammen til forbrændingsanlægget.”

Jeg synes, at Ray Mason har en del tilfælles med Jack Reacher fra Lee Childs serie. Han er lige så barsk og retfærdighedssøgende som Jack Reacher. Der er dog den forskel på de to serier, at i bøgerne om Ray Mason hører vi mere om relationer og har mulighed for at følge andre personer også, hvorimod Jack Reacher oftest står alene og er et nyt sted i hver bog. Udover Ray Mason møder vi også en kvindelig superhelt…

Dø alene er både grusom og barsk – og samtidig rørende på flere planer. Jeg vil slutte med et citat:

“… jeg blev mindet om en gammel kollega, jeg havde haft i hæren, som havde mistet et ben ved en vejsidebombe i Irak, og derefter havde haft to omgange med kræft, alt før han fyldte 45 år. Da jeg engang spurgte ham om, hvad der var den bedste dag i hans liv, svarede han: “I dag.” Enhver dag, hvor du ikke ligger i jorden er en god dag.”

Seriens rækkefølge:

1. Vidnet
2. Gravpladsen
3. Den hængte mand
4. Dø alene

Forlag: Jentas
ISBN: 9788742603024
Udgave: 1. udg. 2020
Originaltitel: Die Alone
Oversætter: Per Vadman
Sider: 316

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.