5 stjerner, Krimi/spænding, Modtryk, Øvrigt skønlitteratur, Tine f. 1973

Venligheden af John Ajvide Lindqvist

Venligheden er skrevet af John Ajvide Lindqvist, som er en kendt svensk gyserforfatter. Forfatteren siger selv: Venligheden er på den ene side det venligste, jeg har skrevet. På den anden side det mest uhyggelige”.

Fra forlagets beskrivelse:

“En knaldgul, aflåst container. 

En efterårsmorgen i 2018 står den bare der, længst ude på havnekajen i Norrtälje. Ingen ved, hvor den kommer fra, eller hvem der ejer den. Og da den langt om længe åbnes, forandrer dens indhold alting i byen. Den dagligdags venlighed, som alle har taget for givet, smuldrer og forsvinder. 

Vi følger seks personer omkring de 30 år, som også selv er i transformation. Max og Johan spiller minigolf og Pokémon Go og spekulerer på, hvornår det virkelige liv begynder. Siw og Anna går i fitnesscenter for at slippe af med overvægten. Marko og Maria flygtede som børn fra Bosnien og har tilsyneladende klaret sig godt, men noget gnaver. 

De arbejder ved vej og park, som kassemedarbejder, i ældreplejen, i en bowlinghal og som fotomodel og formueforvalter. Som fortællingen skrider frem, udvikles og indvikles deres indbyrdes relationer, og de føres sammen på en måde, der er uventet for dem alle.” 

Billede af: Venligheden af John Ajvide Lindqvist
Venligheden af John Ajvide Lindqvist

Venligheden er en skræmmende historie – men den begynder faktisk virkelig skønt, nemlig med venlighed overalt. Resten af historien handler om, hvad der sker hvis/når venligheden forsvinder, og det er altså knap så skønt eller kønt…

Vi starter med at blive introduceret for seks børn, hvoraf et par af dem har ganske særlige evner. 16 år senere møder vi igen disse mennesker, hvis veje nu krydses – og vi følger, hvordan deres forhold/venskab udvikler sig. Selvom de faktisk alle seks er hovedpersoner, så synes jeg alligevel, at man kommer tættere på Siw og Max end de øvrige. De to er begge store Pokémon Go-spillere – og spillet fylder også en del i bogen. Nu kan jeg godt selv lide Pokémon Go, men jeg tænker alligevel, at det kan irritere/forvirre nogen, der ikke kender til spillet, at det fylder så meget.

Venligheden er velskrevet, stemningsfyldt – og er helt anderledes end jeg forventede. Den bliver beskrevet som en samtidsroman, men den har også et snert af gys/uhygge. Den kan måske virke lang for nogen, da den er på lige knap 700 sider. Men selvom genren ikke lige er den jeg først falder over, så synes jeg ikke, at bogen er en side for lang. Historien bliver fortalt af en 3. persosfortæller – og flere gange hæftede jeg mig ved, at jeg synes, at dette fungerer fantastisk og er samtidig et godt bidrag til selve handlingen.

Personbeskrivelserne er virkelig gode. Man kommer langt omkring emotionelt, selvom man kun følger få. Fordi der er så få personer med i Venligheden er der også mulighed for at komme tæt på dem. Alle personerne virker troværdige og realistiske – og meget svære ikke at holde af og føle empati for. Undervejs får vi små historier fra personernes liv, som giver forståelse for deres personligheder og handlemåder. De har alle noget med i bagagen, som påvirker deres liv. Jeg kan utroligt godt lide et persongalleri, hvor man kommer i dybden og under huden på karaktererne, og det er lige, hvad vi gør i Venligheden.

Man skal være indstillet på, at Venligheden har et overnaturligt “spor” – som skrevet, så har et par af dem vi følger, nogle helt særlig evner. Derudover så sker der noget, som ikke umiddelbart kan ses og føles, da containeren bliver åbnet – og det er desværre ikke noget godt. Jeg vil ikke spoile, så ikke mere om det. Når jeg tænker over det, så er det slet ikke den del, der er vigtigst eller fylder mest for mig. Det er derimod beskrivelserne af menneskerne, deres relationer, reaktioner – og hvordan de reagerer på negativitet.

I starten af bogen slutter nogle kapitler med en lille historie om venlighed – det ændrer sig…

Der er flere scener/passager, som fortæller om menneskets reaktioner i forskellige situationer – et af dem, som jeg især hæftede mig ved: “Hun lærte noget om den magt, frygten har”. (s. 317).

Venligheden er en bog med mange tunge/svære emner, men jeg oplevede på ingen måde bogen som værende tung i sig selv. Vi hører om, hvordan mennesket bliver påvirket af forandringer, om skæbnen, menneskelige relationer, og om hvordan livet kan ændre sig i løbet af bare få sekunder.

Det er en meget aktuelt og skræmmende fortælling – måske ovenikøbet mere skræmmende efter genindførelsen af Taliban-styret i Afghanistan. – Og hvordan det så hænger sammen, må I selv læse!

Venligheden er egentlig ikke “bare sådan” at beskrive/anmelde, så man bliver nødt til at læse den selv!

Billede af: 5 af 6 stjerner /Tine
5 af 6 stjerner /Tine

Forlag: Modtryk
ISBN: 9788770074742
Udgave: 1. udg. 2021
Originaltitel: Vänligheten
Oversætter: Anders Johansen
Sider: 695


Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

2 thoughts on “Venligheden af John Ajvide Lindqvist

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *