Udstødt er skrevet af Lise J. Qvistgaard og illustreret af Annemette Bramsen. Udstødt er en letlæsningsbog med et lixtal på 13. Den er på 123 sider, der er inddelt i 13 kapitler plus en prolog.
Bogens bagsidetekst:
“I samme nu kom en banshee til syne. Dana var ikke i tvivl, selvom hun aldrig før havde set en. Det var en pige, som ikke var fra denne verden. Hun var i gang med at danse, men holdt inde, da Dana fangede hendes blik. Bansheen stod helt stille og så hende lige ind i øjnene. Ånden så venlig ud, men også meget trist. Dana fik en sær følelse af, at de hørte sammen.”
Udstødt er en velskrevet fantasy-historie til læsere fra ca. 8 år og op. Læserne skal have ret godt fat i læsningen, da bogen både er lang og der er flere opslag med tætskrevet tekst og ingen illustrationer. Dette kan for nogen få bogen til at virke sværere end lixtallet signalerer.
Opbygningen af bogen er anderledes end hvad man først tænker på i forbindelse med en letlæsningsbog. Udstødt er en kombination af en tegneserie/grafisk novelle, letlæsningsbog – og en “rigtig” bog. Denne kombination fungerer godt – og jeg kan forestille mig, at de yngre læsere vil elske den, måske især tegneseriedelen.
De flotte illustrationer, som er lavet af Annemette Bramsen, passer fint til handlingen – og understøtter den lidt mystiske og overnaturlige stemning. De er holdt i sort/hvide farver med et strejf af rødt nogle steder.
Vi følger på skift Ula og Dana, som ved fælles hjælp får fortalt en historie om at være udstødt, og ikke længere være en del af det sammenhold, som de kender. Det er også en historie om retfærdighed, etik og moral – selvfølgelig fortalt for børn.
Udstødt er en flot bog, som kan være en god introduktion til fantasy for de nye læsere.
Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788774010973
Udgave: 1. udg. 2020
Sider: 123
___
[…] Qvistgaard, Lise J: Udstødt Østergaard, Per: Sorte […]