De ualmindelige: Det rygende timeglas af Jennifer Bell, som udkom i starten af februar 2018 er fortsættelsen til De ualmindelige: Den bøjede mønt, som udkom i august 2017.
Forlagets beskrivelse:
“Søskendeparret Ivy og Seb vender tilbage til Lundinor efter deres hæsblæsende oplevelser i Den bøjede mønt, og de kastes straks ud i endnu et eventyr, hvor intet er, som det ser ud …
Foråret er kommet til Lundinor og har forvandlet det magiske marked dybt under Londons gader til en engelsk idyl fyldt med blomster, hvor de handlende ivrigt bytter hverdagsting med ualmindelige evner. Men mørket lurer under overfladen … Et sært symbol dukker op i Lundinors gader og varsler om en sammensværgelse, der kan have dødelige konsekvenser for alle Lundinors indbyggere. Ivy og Seb må kæmpe en indædt kamp mod Selena Grimes og hendes uhyggelige kumpaner – godt hjulpet af deres ven, Valian, og en hel del ualmindelige objekter.”
Alle de positive ting jeg skrev i min anmeldelse af De ualmindelige: Den bøjede mønt – er stort set også gældende for De ualmindelige: Det rygende timeglas. Derfor kan nogle af tingene i anmeldelsen måske virke lidt som en gentagelse.
Karl James Mountford, som har lavet coveret til begge bøger, har endnu engang ramt plet. Coveret er simpelthen så fint – og passer rigtig godt til den eventyrlige fortælling om Ivy og Seb i Lundinor.
Det rygende timeglas er en endnu finurlig eventyrlig og farvestrålende fortælling om den underjordiske verden Lundinor, som ligger under London. Historien er dog også til tider mørk, dyster og barsk – og måske lige barsk nok til nogle de yngste læsere. Et eksempel er, at Ivy, Seb og Valian på de allerførste sider støder på et lig… Senere sker der flere grumme ting, som fx. afhuggede hoveder… Men det hele hænger sammen, og langt de fleste børn vil nok sagtens kunne rumme og forstå historien, selvom jeg til tider finder den lidt forvirrende, da man bliver introduceret for rigtig mange forskellige både mennesker og andre væsener. Derudover så er Lundinor næsten som en ny verden i denne historie – da omgivelserne er forandret. Børnene i fortællingen kommer vidt omkring – og inden for kort tid, så der er noget at holde styr på. Ved den første bog skrev jeg at målgruppen nok er 8/9+ – men tænker, at de yngste måske vil få mest ud af at få bøgerne læst op.
Der er gang i handlingen fra start til slut – en aktionfyldt historie fyldt med almindelige ting med meget ualmindelige evner. Det rygende timeglas er spændende, og det er svært at slippe bogen, når man først er begyndt, netop fordi der hele tiden sker noget.
Jeg mangler lidt en dybere beskrivelse af personerne og deres indbyrdes relationer. Altså man ved at Ivy og Seb er søskende – og at de er gode venner med blandt andet Valian – men der er ikke meget, der beskriver deres indbyrdes relationer, mere de udfordringer de løser sammen. Men nu er jeg jo også voksen, og da der sker så meget i historien, så er jeg ikke sikker på, at børn hæfter sig ved det. Jeg troede måske bare, at vi ville lære personerne bedre at kende i bog nummer to, men det synes jeg ikke er tilfældet. Der er endnu ingen børn herhjemme, som har læst Det rygende timeglas, men både Freya og Klara har læst Den bøjede mønt, dengang var de 10 og 13 år. De synes begge rigtig godt om den – og jeg er sikker på, at de vil være vilde med Det rygende timeglas.
Jeg synes, at Lundinor er et fantastisk univers. Selvom jeg efter at have læst 1. del bliver knap så overrasket, så synes jeg stadig, at det er virkelig fedt med alle de almindelige ting, som har ualmindelige/magiske evner. Netop de ualmindelig hverdagsting får fortællingen til at skille sig markant ud fra de andre fantasy-romaner for målgruppen.
Som sagt, så er min anmeldelse af Den bøjede mønt også meget dækkende for min mening om Det rygende timeglas – så kig forbi og læs den.
Det rygende timeglas er en flot fortsættelse af Den bøjede mønt. Jeg glæder mig til at læse 3. del, som i følge forfatterens hjemmeside, udkommer i år.
⭐⭐⭐⭐ af 5 /Tine
Forlag: Høst & Søn
ISBN: 9788763855112
Udgave: 1. udg. 02.02.2018
Originaltitel: The Uncommoners – The smoking hourglass
Oversætter: Nanna Gyldenkærne
Sider: 366
[…] D. 18.02.18: Anmeldelse af De ualmindelige – Det rygende timeglas […]
[…] Børnebog: Bell, Jennifer: De ualmindelige – Det rygende timeglas […]