5 stjerner, Krimi/spænding, Politikens Forlag, Tine f. 1973

Eksodus af Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm

I dag, d. 19. april 18 udkommer spændingsromanen Eksodus af Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm. Eksodus er en selvstændig fortsættelse af Bundfald og Arkimedes, der handler om karrierekvinden Malene, som er præget af en hård fortid.

Bogen bagsidetekst:

Der er valgkamp i Danmark. Malene Jørgensen har stiftet sit eget parti, og hun og hendes partigruppe arbejder målrettet for at komme i Folketinget. Mathias Zobel har været ude for en alvorlig ulykke og sidder nu i sit og Malenes hjem i Køge og har svært ved at tale og gå.

En tidlig morgen i Valby udløses en cykelbombe. I løbet af dagen eksploderer er cykler i alle dele af København, og der udbryder panik i hele byen. Mistanken om terror retter sig hurtigt mod muslimske ekstremister og afføder voldsomme reaktioner; knuste butiksruder, angreb på moskéer og personoverfald. Skræmte borgere hamstre fødevarer og barrikaderer sig i deres hjem. Malene indkaldes sammen med de andre partiledere til krisemøde i Statsministeriet. Spørgsmålet er, om valgkampen skal aflyses, og der skal indføres undtagelsestilstand i Danmark, indtil man har fanget terroristerne.

Dagen efter sprænges der nye bomber. Denne gang er det ikke cykler, der eksploderer…”

Eksodus af Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm

Handlingen i Eksodus strækker sig over ganske få dage, men i disse dage mangler der bestemt ikke tempo og handling. Da jeg først åbnede Eksodus og havde læst bare et par sider, var jeg fanget, og da der er gang i den, så er bogen meget svær at slippe. Og pyha altså, sikke en begyndelse…

Eksodus hører ikke til blandt de letteste spændingsromaner. Historien er meget velskrevet og sproget rimelig let, men der er rigtig mange personer og ikke mindst tråde og detaljer at holde styr på. Efterhånden som handlingen skrider frem bliver trådene dog flettet flot, og det hele går op i en højere enhed.

Hovedpersonerne i Eksodus er Malene og Malenes mand, Mathias. Desværre har jeg ikke læst de to første bøger i serien, og til tider tror jeg, at det måske havde været en fordel. Jeg havde meget svært ved at fatte sympati for Malene, og det havde måske været anderledes, hvis jeg havde kendt hende lidt bedre – i hvert fald har jeg en følelse af, at jeg burde holde mere af og med hende. Mathias derimod synes jeg rigtig godt om stort set fra start – men gad vide, om jeg overhovedet burde synes godt om ham? Måske han slet ikke fortjener det? Selvom jeg synes godt om Mathias, så har jeg det lidt sværere ved nogle af de valg han træffer – og måske han har truffet lignende valg tidligere?

Som skrevet er der rigtig mange personer at holde styr på, nogle vigtigere end andre, alle synes jeg dog er meget troværdigt beskrevet. For at opnå det bedste billede af den virkelig skræmmende situationen, så synes jeg også, at det er vigtigt at vise sagen fra flere sider – og det opnås helt sikkert på en virkelig god måde, ved at inddrage og fortælle ret personligt, om folk fra flere forskellige samfundsgrupper. Det viser både hvordan situationen bliver opfattet – men også hvordan man reagerer på den i forskellige kredse, og måske er reaktionerne slet ikke så forskellige, når det kommer til stykket?!

Det er ikke kun personerne, som er troværdige – Eksodus har også nogle rigtig gode miljøbeskrivelser. Det er meget let at se stederne for sig (også selvom det er områder man normalt ikke kommer i) og det er med til at gøre hele fortællingen virkelig realistisk omend måske endnu mere skræmmende. Det virker som om, der ligger en meget grundig research bag historien, både om begivenheder, steder og personer.

Eksodus beskæftiger sig med nogle meget aktuelle temaer, deriblandt fremmedhad, terror, politik, magt… Hvordan ser vores samfund ud og hvor er det vi vil hen, eller måske nærmere, hvor er vi på vej hen?

Eksodus er sådan en bog, hvor man ikke kan lade være med at tænke: Tænk, hvis det sker her!!

Det er tydeligt at Lisbeth Zornig og Mikael Lindhold har meget de gerne vil bidrage til samfundsdebatten med – og det bliver gjort på en fantasiske måde. Eksodus er blandt andet inspireret af forfatternes dom for menneskesmugling under flygtningekrisen i 2015.

Læs mere her: Q&A med Listbeth Zornig og Mikael Lindhold ved Politikens Forlag.

Eksodus er en spændingsroman med nogle vigtige budskaber, den gjorde helt sikkert indtryk.

⭐⭐⭐⭐⭐ af 5 /Tine

Forlag: Politikens forlag
ISBN: 9788740037333
Udgave: 1. udg. 19.04.2018
Sider: 448

3 thoughts on “Eksodus af Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *