5 stjerner, Hr. Ferdinand, Øvrigt skønlitteratur, Politikens Forlag, Tine f. 1973

Små påsatte brande af Celeste Ng

Små påsatte brande af Celeste Ng vandt Goodreads afstemning om årets bedste roman i 2017. Reese Witherspoon har sammen med Kerry Washington købt rettighederne til en filmatisering af bogen. Celeste Ng er født i USA i 1980, hun er datter af et ægtepar fra Hongkong, som i slutningen af 1960’erne flyttede til USA. Celeste Ng voksede op i Pennsylvania og Ohio, hun var 10 år, da familien flyttede til Shaker Heights, Ohio. Små påsatte brande foregår netop i Shaker Heights, som er en forstad til Cleveland.

Bogens bagsidetekst:

“I villakvarteret Shaker Heights i Cleveland er der styr på tingene. Vejene er et sirligt symmetrisk net, husenes farver er nøje afstemt, og beboerne dyrker rummelighed, engagement og regelrethed som idealer. Og ingen passer bedre til den beskrivelse end Elena Richardson.

Ind på scenen træder Mia Warren, kunstner og alenemor. Hun ankommer til kvarteret med sin teenagedatter Pearl og lejer et hus af familien Richardson. Mias mystiske fortid og nonchalante forhold til tingenes tilstand og ligevægt i Shaker Heights truer hurtigt med at forstyrre roen i det velordnede kvarter.

Da gamle venner af familien Richardson forsøger at adoptere et spædbarn med kinesisk-amerikanske rødder, bryder en ophedet kamp om forældremyndighed ud, som tvinger hele nabolaget til at vælge side. Elena og Mia går i hver sin retning, og pludselig er Elena fast besluttet på at tvinge Mias hemmeligheder frem i lyset. Men Elenas sandhedsbesættelse får uventede, dramatiske konsekvenser for det lille samfund.”

små påsatte brande
Små påsatte brande af Celeste Ng

Små påsatte brande er en virkelig medrivende læseoplevelse om familierelationer, naboskab, moderskab, rugemødre, adoption, hemmeligheder, løgne og fortielser. En del dilemmaer inden for disse temaer tvinger læseren til at vælge side eller i hvert fald sætter de kraftigt gang i tankerne om, hvordan ens egen holdning til disse sager er. En ting, som man dog skal huske på er, at Små påsatte brande foregår i 1998, hvilket nu er 20 år siden – og der er tilbageblik længere bagud i tiden. Heldigvis er der jo sket en del siden da, både kvindesyn, familiemønstre, uddannelse og viden om adoption har ændret sig – men om Shaker Heights er fulgt med tiden, det ved jeg jo ikke.

Handlingen foregår i den yderst præsentable og velordnede forstad til Cleveland, Shaker Heights, hvor alle støtter velgørenhed, har styr på alt, har en god uddannelse og gang i karrieren. Både området og personerne er simpelthen så fantastisk beskrevet, at man næsten føler, at man kender personerne og området, uden at have været der. Jeg er virkelig vild med miljøbeskrivelserne – og var det ikke for de mange andre interessante emner bogen bringer på bane, så ville det have været disse beskrivelser, som stod tydeligst tilbage efter bogen blev lukket. Faktisk går vores næste ferie til USA – og vi skal tilbringe to dage i Cleveland – så I kan nok gætte, hvilket område jeg nu bliver nødt til at besøge!

Selvom handlingen foregår i et område, hvor ulighederne bliver/skal skjules, så er det i virkeligheden med til at fremhæve uligheden for læseren. Et eksempel er, at der i dette fine og velordnede kvarter med store villaer faktisk også findes to-familiershuse/lejligheder, men disse er udefra camoufleret, så de ligner de øvrige huset i området med kun en indgang osv. Det er i sådan en lejlighed Mia og hendes datter Pearl bor – og udover at være en lejlighed, så er det også en lejlighed som Elena udlejer til en meget favorabel pris, hvilket er en af Elenas former for velgørenhed.

Små påsatte brande er også en historie om, hvor forskellige mennesker er. Vi hører mest om teenagerne; Elena og Mias børn og selvfølgelig om Elena og Mia. Men der er også plads til at høre om Mias familie og hendes opvækst og uddannelse, og ikke mindst om Elenas veninde og hendes store ønske om at få et barn. Personerne i bogen bliver fulgt på skift – så man kan sige, at de alle får taletid/kommer på scenen – det virker godt, og man hører på den måde historien fra flere sider. Små påsatte brande har nogle virkelig gode personbeskrivelser – og jeg tænker, at de fleste læsere vil kunne identificere sig med en eller flere af personerne i bogen – eller måske, så kender man bare lige nogen, der er som en af dem. Det er i hvert fald meget let at finde en eller flere personer at holde af, hvem man så holder med er en anden sag og nok meget individuelt. Måske man føler, at man kender personerne godt, fordi der også er flere af dem, der illustrerer en stereotyp – som fx. Elena, der er den perfekte forstadsfrue og Mia, der som hendes modsætning er fri og uafhængig. Alle personerne fungerer rigtig godt sammen – og til sammen giver de historien en rigtig god dynamik og troværdighed.

Jeg kan SÅ godt forstå, at Små påsatte brande vandt Goodreads afstemning om årets bedste roman i 2017. Jeg er i hvert fald solgt. Faktisk er det slet ikke en bog jeg normalt ville overveje at læse, med mindre den blev valgt i vores læsekreds. Men forlagets beskrivelse fangede mig – og jeg blev bestemt ikke skuffet.

Små påsatte brande er helt sikkert en af de bedste bøger jeg har læst i år. Den vil følge mig længe – og jeg vil med garanti anbefale den til mange. Kunne jeg, så ville jeg give Små påsatte brande 6 stjerner – men så højt går skalaen desværre ikke.

⭐⭐⭐⭐⭐ af 5 /Tine

Forlag: Hr. Ferdinand/Politikens forlag
ISBN: 9788740046786
Udgave: 1. udg. 19.04.2018
Originaltitel: Little Fires Everywhere
Oversætter: Lisbet Kjær Johansen
Sider: 350

5 thoughts on “Små påsatte brande af Celeste Ng

  1. […] Små påsatte brande af Celeste Ng Små påsatte brande er en medrivende famliedrama om blandt andet familierelationer, moderskab, rugemødre, adoption, løgne og fortielser. Handlingen foregår i den yderst præsentable og velordnede forstad til Cleveland, Shaker Heights, hvor alle har styr på alt. I vores sommerferie fik jeg mulighed for at besøge forstaden – og den er præcis som jeg forestillede mig. […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *