4 stjerner, Feel good/kærlighed, Palatium Books, Tine f. 1973

Hjem til jul af Joanna Bolouri

Hjem til jul er skrevet af Joanna Bolouri. Det er den tredje roman fra Joanna Bolouris hånd, men så vidt jeg kan se, er det indtil videre kun Hjem til jul, som er oversat til dansk.

Fra bogens bagsidetekst:

“38-årige Emily har et godt job, fantastiske venner og som det vigtigste en vidunderlig lejlighed. Den er præcis 611 km væk fra hendes skøre og fordømmende familie, der blander sig i alt. Faktisk er det eneste, der kan sættes en finger på i Emilys liv, hendes nogle og 20-årige nabo Evan og hans hang til at flirte, høre høj musik og dyrke endnu mere højlydt sex … men han er ikke l mere besvær, end hun kan klare. 

Emilys kæreste Robert går det også rigtig godt med. Faktisk så godt, at Emily håber, at han vil tage med hjem l jul for at møde familien. Endelig slipper hun for at være centrum for fem dages ydmygende og nysgerrig udspørgen fra sine forældre og to yngre (gifte) søskende. 

Men da det går galt med Robert ugen før jul, er Emily til rotterne. Hvordan i alverden skal hun nu klare at tage hjem til jul? Hun allierer sig med festaben Evan (i bytte får han en måneds husleje og brugsret til hendes lejede BMW), for Emily har sat sig for, at Robert skal med hjem til jul ligegyldigt hvad, også selvom han ikke er den rigtige Robert…”

Hjem til jul udkommer d. 19.11.18.- så man kan jo lige nå at læse den, og komme i julehyggestemning inden juledagene, eller man kan gemme den til julen, og de fridage der måske venter. Nu lyder det som om Hjem til jul kun kan læses til jul, men selvfølgelig kan den også læses på andre tidspunkter.

Nu har jeg jo næsten lige skrevet, at det er ret begrænset, hvad jeg får læst i chick lit-genren, men det er der nok ingen, der tror på, når jeg igen har kastet mig over en bog i netop denne genre?! Og præcis som den sidste jeg skrev om, så fangede Hjem til jul mig lige fra begyndelsen.

Det er fedt med en bog, hvor hovedpersonen ikke er i starten af 20’erne og lige er blevet færdig på universitetet. Endelig en mere moden hovedperson. Jeg synes rigtig godt om Emily, og selvom hendes hverdag er noget anderledes end hvad jeg kender til, er hun let at identificere sig med. Evan synes jeg også er helt ok, jeg føler dog ikke han bliver beskrevet lige så godt som Emily. Men det betyder ikke noget for fortællingen, da Emily som jeg-fortæller fremstår vigtigst – og hende synes jeg som sagt, at man kommer til at kende rimelig godt.

Bogens bagsidetekst formår slet slet ikke at beskrive Emilys familie, men det klarer hun heldigvis selv ret godt, inden vi introduceres for dem i bogen. Og sikke en familie, hold da op – men så alligevel, mon der ikke ligger mere bag? Det er let bare at blive i de roller, som man eller andre har tildelt sig i livet – og bag facaden gemmer der sig måske mere og andet end man lige troede… Det er i hvert fald en ganske underholdende familie at holde jul med (eller læse en bog om).

Hjem til jul er udover at være en romantisk historie, også rigtig sjov. En passage, som jeg lige måtte fremhæve herhjemme: “Tja, din bror har gjort Justin Bieber til feen i år, men vi har besluttet, at Donald Trump har gjort sig endnu mere fortjent til det, så jeg skiftede lige billedet…” – “Hvert år vælger vi én, der er værdig til at få en stikkende gren op i røven, og klistrer et billede af vedkommendes ansigt på feen.” Feen er i toppen af juletræet, i stedet for en stjerne, som de fleste af os kender. I det hele taget er der mange sjove både dialoger og beskrivelser.

Et andet godt citat, som jeg gerne vil fremhæve er: “Jeg har desperat forsøgt at hænge fast i et liv, jeg allerede har levet. Det er på tide med en ny plan.” Det skulle vi alle måske overveje engang i mellem. Det er mega let at have en plan – og så holde sig til den, selvom man måske burde komme videre.

Jeg har et enkelt lille punkt, som irriterede mig lidt til at starte med. Jeg er ikke afsindig vild med oversættelsen – eller jeg tror, det er oversættelsen, da jeg jo ikke har læst den engelske udgave. Der er simpelthen nogle vendinger og en sætningsopbygning, som jeg aldrig selv ville bruge. Men efterhånden som jeg kom ind i historien, så fyldte det ikke så meget.

Hjem til jul er en virkelig dejlig, humoristisk, romantisk og lun julehistorie. Og så må jeg jo nok erkende, at jeg måske skal kigge lidt nærmere på det der chick lit. Fire store stjerner fra mig til Hjem til jul.

⭐⭐⭐⭐ af 5 /Tine

Forlag: Palatium Books
ISBN: 9788793544918
Udgave: 1. udg. 19.11.2018
Oversætter: Lea Thume
Originaltitel: The Most Wonderful Time of the Year
Sider: 337

 

3 thoughts on “Hjem til jul af Joanna Bolouri

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *