5 stjerner, Gyldendal, Krimi/spænding, Tine f. 1973

Spejlmanden af Lars Kepler

Hvor har jeg ventet med spænding – men NU er Spejlmanden af Lars Kepler udkommet. Spejlmanden er den 8. bog i serien om kriminalkommissær Joona Linna. Se seriens rækkefølge sidst i indlægget.

Lars Kepler er pseudonym for forfatterægteparret Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril. Lars Keplers bøger er udkommet på mere end 40 sprog og i flere end 15 mio. eksemplarer.

Fra bogens bagsidetekst:

“Hypnotisøren er tilbage.

En skolepige bliver hevet ind i en lastbil ved højlys dag. Hele Sverige følger politiets massive jagt på den brutale bortfører, men alle spor ender blindt. Fem år efter bliver hun fundet hængt på en legeplads i det centrale Stockholm. Overvågningskameraer har fanget et øjenvidne. Men det viser sig, at dette vidne har en psykisk lidelse og intet husker fra drabsnatten. 

Kun ved hypnotisøren Erik Maria Barks hjælp og Joona Linnas stædige og frygtløse efterforskning lykkes det langsomt at trænge ind i det dybe mørke, der omgiver sagen.”

Billede af: Spejlmanden af Lars Kepler
Spejlmanden af Lars Kepler

Endnu engang har forfatterparret skrevet en afsindigt spændende, blodig, bestialsk og sadistisk historie. Spejlmanden er velskrevet og plottet virker gennemtænkt – og bliver udbygget undervejs. Der er flere tråde, som i sidste ende når fint sammen. Spejlmanden havde en slutning, som jeg overhovedet ikke havde set komme. Det er en ganske actionfyldt historie – og der kun få øjeblikke, hvor Joona Linna – og læseren får mulighed for at trække vejret roligt. På trods af, at det er en forholdsvis lang bog på 525 sider, så slap jeg den ikke, da jeg først var begyndt – det er en rigtig page turner.

Da jeg læste den forrige bog, Lazarus fandt jeg den lidt gentagende i forhold til historierne i de forrige bøger. Det  fandt jeg slet ikke var tilfældet i Spejlmanden. Det er desværre begrænset, hvad jeg vil/kan skrive om Spejlmanden, da jeg synes, at det er en bog, hvor det er meget svært ikke at spoile – og det dur jo ikke. Men jeg kan vist roligt fortælle, at Joona Linna stadig brænder for sit job. Han kan slet ikke forestille sig at lave andet – heller ikke selvom det kan få konsekvenser for hans privatliv. Jeg er virkelig vild med Joona Linnas karakter – selvom han selvfølgelig som de fleste andre hovedpersoner i krimiserier, har en tung bagage med sig. Alligevel så synes jeg, at han virker som en person med fødderne solidt plantet på jorden. Jeg kan rigtig godt lide hans passion for jobbet – og samtidig er hans egen historie også ganske interessant. I Spejlmanden er det dog ikke Joona Linnas privatliv, der fylder mest – og derfor tænker jeg, at man godt kan læse denne bog uden at have læst de forrige (men læs dem, de er vildt gode).

Spejlmanden virker en tak mere grusom og modbydelig end de forrige bøger i serien. Den er uhyggelig med mange blodige detaljer og beskrivelser – det er meget lidt, man selv behøver at forestille sig. Skal man læse den, så skal man ikke være sart – og man skal være forberedt på, at der ikke bliver gemt noget af vejen. Men er man til Joona Linna og verden omkring ham, uanset hvad den måtte byde på, så må man ikke gå glip af Spejlmanden. Jeg er i hvert fald fan!

Selvom Spejlmanden er en grusom hårrejsende krimi, så er det også en fortælling om sorg og kærlighed, om næstekærlighed og ikke mindst mod.

Billede af: 5 af 6 stjerner /Tine
5 af 6 stjerner /Tine

Seriens rækkefølge:

1. Hypnotisøren
2. Paganinikontrakten
3. Ildvidnet
4. Sandmanden
5. Stalker
6. Kaninjægeren
7. Lazarus
8. Spejlmanden

Forlag: Gyldendal
ISBN: 9788702284546
Originaltitel: Spegelmannen
Oversætter: Kamilla Jørgensen
Udgave: 1. udg. 2020
Sider: 525

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

  •   

1 thought on “Spejlmanden af Lars Kepler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *