I dag, d. 31.01.19 udkommer Søster min af Helle Vincentz. Søster min er 2. del af spændingsserien om atropologen Sofie Munk. Første del af serien er Stjålne liv.
Bogens bagsidetekst:
“Da et dansk medicinalfirma skal lancere sin største satsning nogensinde – en banebrydende pille til kvinder med depression som også mister sexlysten – får den administrerende direktør nys om, at en medarbejder anonymt har sendt ulovlige dokumenter til Lægemiddelstyrelsen.
Han kontakter CJ Consult, hvor Sofie Munk netop er blevet ansat, og hun får til opgave at finde den skyldige. Men hun har knap taget hul på efterforskningen, før alle hendes alarmklokker kimer. Meget tyder nemlig på, at direktøren har væsentligt større problemer end nogle forbudte papirer.
For en medarbejder har åbenbart haft sin helt egen dagsorden. Ud over de indsendte dokumenter har vedkommende nemlig taget sagen i egen hånd og fjernet alt – og alle – der kunne stå i vejen for pillens succes.
Søster min er andet fritstående bind i serien om antropologen Sofie Munk, som endelig finder sin rette hylde, da hun bliver ansat som privat efterforsker.”

Man hører så tit om “den svære to’er”. Jeg ved godt, at Søster min ikke er Helle Vincentz’ bog nr. 2. Men det er nr. 2 i en serie – men hold da helt op!! Jeg synes rigtig godt om første del, Stjålne liv – men jeg synes endnu bedre om Søster min.
Allerførst vil jeg sige, at det er rigtig skønt, at Sofie Munk, som er hovedpersonen, hverken er ansat ved politiet eller er journalist. Det synes jeg ret tit er tilfældet med hovedpersoner i krimi- og spændingsromaner, så er det en skøn afveksling, at Sofie Munk er uddannet antropolog. I Søster min bliver hun dog ansat som efterforsker i en privat virksomhed, men hun har stor gavn af sin uddannelse.
Helle Vincentz’ personbeskrivelser er rigtig gode. Jeg er især vild med Sofie Munk, og det er jo heldigt, når hun er hovedpersonen. Sofie Munk virker til virkelig at brænde for de opgaver hun kommer på. Da jeg læste Stjålne liv synes jeg ikke helt, at jeg lærte hende så godt at kende – men nu synes jeg efterhånden, at jeg kender hende en del bedre. I Søster min hører vi, udover Sofie Munks rolle som efterforsker, også om hendes ikke helt lette privatliv, hvilket jeg synes, er et stort plus for bogen, så handlingen ikke kun bliver sagen, der skal opklares.
I Søster min skal Sofie Munk lede en privat efterforskning, for det firma hun er ansat ved. Tilstedeværelsen af politi er derfor meget begrænset – og det er måske lidt usædvanligt for en spændingsroman, men jeg synes, at det fungerer rigtig godt – og ikke mindst bliver det begrundet fint i fortællingen, hvorfor en privat efterforskning er nødvendig.
Søster min er en historie med “gang i den” hele tiden – og det uden, at det er en blodig og grusom historie – eller måske lidt grusom, men ikke på blodig vis. Da jeg havde vendt den første side, læste jeg stort set til jeg var færdig, Søster min fangede fra start til slut. Det en meget realistisk spændingsroman. Jeg var på intet tidspunkt i tvivl om, at der ligger en grundig research bag historien. At researchen har været så grundigt er både med til at øge troværdigheden, men samtidig gør det også historien tankevækkende og ikke mindst skræmmende.
Som Stjålne liv, så er Søster min en fortælling med et ret kontroversielt emne eller faktisk flere. Det er emner, som burde tages mere op til offentlig debat – og ikke forties, som de måske ofte er i fare for. Langt de fleste er jo glade for, at der forskes og at medicinalindustrien leverer en del produkter, som helt almindelige mennesker har glæde af i hverdagen, men hvordan tingene foregår “bag facaden” er nok ret ukendt for den almene befolkning. Det er i hvert fald for mig, både spændende og skræmmende med et indblik i denne verden.
Udover at vi hører om medicinalindustrien, så bringer Helle Vincentz også et andet meget vigtigt og ret tabubelagt emne ind i historien. Emnet er depression – og det bliver meget rammende og realistisk beskrevet. Der er nok at tænke over, mens man samtidig spekulerer over, hvem der mon er skurken!? Her er der måske ikke tale om, at det er egentlig research, der ligger bag den meget troværdige beskrivelse – Helle Vincentz har følt depression på egen krop/sind – og har desuden mærket, hvordan det er at vokse op med depression tæt på, da hendes far led af svær depression.
Søster min er tankevækkende, lærerig, troværdig – og ikke mindst virker den skræmmende realistisk.

Forlag: People’sPress
ISBN: 9788772002682
Udgave: 1. udg. 31.01.2019
Sider: 367
[…] Melander. Begge forfattere er aktuelle med to nye romaner, Helle Vincentz med spændingsromanen, Søster min som udkom d. 31.01 og Jakob Melander med krimien, Fjenden iblandt os som udkom d. […]
[…] men fangede mig begge fra side et. Det er Lad os håbe på det bedste af Caroline Setterwall og Søster min af Helle […]