4 stjerner, Krimi/spænding, Lindhardt og Ringhof, Tine f. 1973

Sommermørke af Stina Jackson

Sommermørke er en spændingsroman. som foregår i det nordligste Sverige. Det er Stina Jacksons debutroman. Stina Jackson er født og opvokset i Sverige, men bor nu i Colorado med sin mand. Stina Jackson vandt med Sommermørke prisen “Årets svenske krimi 2018” ved Det svenske krimiakademi. Det er første gang en debutant er løbet med den prestige fyldte pris.

Bogens bagsidetekst:

“I de dybe norrlandske skove er sommernætterne evigt lyse, og med midnatssolen hængende lavt på himlen kører Lelle søvnløs rundt hver nat på landevej 95 og leder efter sin forsvundne teenagedatter. Det har han gjort i tre år. Hun forsvandt en dag, hvor hun stod og ventede på bussen. Ingen så noget, og politiet har opgivet sagen.

En dag ankommer teenageren Meja og hendes mor til den lille by. De flytter ind hos en ældre mand, som Mejas flyvske mor har mødt på nettet. Meja kæmper med at falde til, Lelle kæmper med savnet, og da efteråret nærmer sig, og  mærket langsomt sænker sig, forsvinder endnu en ung pige.”

Sommermørke af Stina Jackson
Sommermørke af Stina Jackson

Sommermørke er en velskrevet, mørk og ganske dyster historie. I forhold til at en stor del af romanen foregår i de lyse sommernætter, så formår Stina Jackson alligevel at gøre historien mørk og uhyggelig – titlen passer perfekt. På svensk hedder bogen dog Silvervägen, som er den hovedvej i det nordlige Sverige, hvor Lina forsvandt.

Stina Jackson har skrevet nogle meget realistiske beskrivelser af både personer og steder. Hvis man vil være i fred, så tænker jeg at de norrlandske skove er et godt bud. Som man kan læse i Sommermørke, så er det desværre også et sted, hvor man  ganske ufrivilligt kan være i fred – og dermed mærke ensomheden. Det tror jeg dog gælder de fleste steder, men i netop denne fortælling er naturen virkelig med til at forstærke dette.

Sommermørke er ikke en actionfyldt krimi og heller ikke en traditionel krimi med politi og opklaringsarbejde, det er mere en psykologisk thriller – og egentlig meget tæt på domestic noir. Det er et psykologisk drama med fokus på menneskers relationer uanset om de er i familie eller ej – og måske også manglen på disse.

Bogen starter forholdsvis roligt med en fin introduktion til steder og personer, langsom taget historien rigtig fat og udvikler sig til en virkelig dyster , dramatisk og egentlig ret sørgelig fortælling.

Ofte skriver jeg noget om at kunne identificere sig med personerne i fortællingen – i denne er det nok ikke så meget personerne som sådan, men mere deres tanker og følelser, der er lette at relatere til. Både Lelle og Meja bliver rigtig godt beskrevet og deres sorg og ensomhed tror jeg at mange vil kunne nikke genkendende til – også uden selv at have været i en lignende situation. I Sommermørke er det heller ikke sådan, at jeg umiddelbart kommer til at holde af nogle af personerne, jeg holder nok mere med dem – og håber virkelig det bedste for dem. Det fungerer meget fint for mig.

Selvom det ikke er historiens omdrejningspunkt, så giver den alligevel et godt indblik i brugen af de social medier. Vi hører om, hvordan de sociale medier bliver brugt af de efterladte i forbindelse med Linas forsvinden, men også i forhold til at Mejas mor, Silja har mødt Thorbjørn på nettet og rejser tværs gennem Sverige med sin datter for at bo hos en mand som hun/de aldrig har mødt i virkeligheden. Dette kommer til at stå i stærk kontrast til Carl-Johans familie, som lever et liv uden brug af computere, mobiler m.v. Familien lever nærmest som en amish-familie, men af helt andre årsager. Det er Meja, som møder Carl-Johan – og de kommer fra to meget forskellige verdener.

Sommermørke er en uhyggelig og faktisk ganske grusom fortælling om, hvordan mennesker håndterer livet forskelligt – en historie om sorg, ensomhed, savn – men heldigvis også om håb og lys.

4 af 6 stjerner /Tine
4 af 6 stjerner /Tine

Forlag: Lindhardt og Ringhof
ISBN: 9788711903483
Udgave: 1. udg. 2019
Originaltitel: Silvervägen
Oversætter: Charlotte A.E. Glahn
Sider: 303


Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram

2 thoughts on “Sommermørke af Stina Jackson

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *