5 stjerner, Faglitteratur, Fra Gæstebloggere, Gæstebloggere, Krimi/spænding, Lindhardt og Ringhof

Gæsteblogger om Sygeplejersken

Maria Wendt er i dag gæsteblogger på Bech’s Books. Maria har profilen maria.blogger.wendt på Instagram. Maria skriver også blogindlæg på Outsideren, hvor hendes indlæg kan findes på:
Mit liv med angst.

Maria har denne gang læst og anmeldt Sygeplejersken af Kristian Corfixen.


Billede af: Sygeplejersken af Kristian Corfixen
Sygeplejersken af Kristian Corfixen

Sygeplejersken af Kristian Corfixen

Titel: Sygeplejersken

Forfatter: Kristian Corfixen

Antal sider: 313, med kilder

Udgivet hos: Lindhardt og Ringhof, 2019

Anmeldereksemplar fra Bech’s Books

I foråret 2015 kom det frem, at en sygeplejerske fra Nykøbing Falster Sygehus, var blevet anholdt, mistænkt for drab og drabsforsøg på patienter.

Journalisten Kristian Corfixen arbejdede på Dagbladet Politiken, hvor han blandt andet dækkede denne sag. Ud fra aktindsigt i mere end 3.000 siders dokumenter om sagen, diverse kilder og interviews med både tidligere kollegaer og pårørende til sygeplejersken, Christina Aistrup Hansen, og et interview med hovedpersonen selv, har Corfixen skrevet denne dokumentariske beretning af hvad der er blevet kendt som en af Danmarkshistoriens mest spektakulære retssager.

Jeg havde svært ved at læse bogen, men jeg havde samtidig også svært ved at lægge den fra mig. Det er en barsk fortælling om en kvinde med et behov for opmærksomhed og for anerkendelse. Münchhausen by-proxy bliver nævnt flere gange, og det var også noget af det første, jeg tænkte på, da jeg kom ind i selve historien.

Jeg havde kun hørt om sygeplejersken fra medierne og nyhederne, da sagen rullede for snart fem år siden. Derfor var bogen også noget af en øjenåbner for mig, for der er mange flere sider og historier, som man ikke har hørt om før. Hvad skete der egentlig? Hvad drev hende til det? Og hvorfor blev hun ikke stoppet noget før? Jeg havde flere ”aha”- og ”hold da op”- oplevelser undervejs. Det er en fascinerende beretning, en uhyggelig, sand og vigtig historie.

Kristian Corfixen har skrevet en sindssygt god bog, som jeg klart vil anbefale, at man læser, netop fordi der er så mange sider i sagen, som offentligheden ikke har kendt til. I og med at den er dokumentarisk, så er man som læser lige et skridt bagved og bliver tvunget til at holde sig objektiv. Bogens helt store styrke er kildematerialet, og hans formåen til at holde mig som læser ved ilden – også selvom jeg måtte holde pause undervejs.

Jeg kender flere i min omgangskreds, der er uddannede og arbejder som sygeplejersker, og de har uafhængigt af hinanden, fortalt mig, at de blev sygeplejersker fordi de gerne ville hjælpe mennesker og være med til at gøre en forskel. Det er ikke tilfældet her. Her handler det i høj grad om magt og om selviscenesættelse.

Jeg giver Kristian Corfixens bog 5 ud af 6 stjerner.

Uhyggelig, vigtig og fascinerende. Læs den! /Maria Wendt

Billede af: 5 af 6 stjerner /Maria
5 af 6 stjerner /Maria

Tusind tak til Maria Wendt for anmeldelsen.

Forlag: Lindhardt og Ringhof
ISBN: 9788711566381
Udgave: 1. udg. 18.03 2019
Sider: 320

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

8 thoughts on “Gæsteblogger om Sygeplejersken

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *