Dukken er den 5. bog Yrsa Sigurdardóttirs krimiserie fra Island om politibetjenten Huldar og børnepsykologen Freyja. Dukken udkom d. 20.03.2020.
Serien består indtil videre af:
1. DNA
2. Hævn
3. Tilgivelse
4. Vold
5. Dukken
Forlagets beskrivelse:
“En fiskekutter fanger en dukke i sit net. Dukken har ligget lang tid i vandet og er fuld af tang. Alligevel tager en kvinde om bord på båden den med hjem til sin datter, som længe har ønsket sig en dukke.
Fem år senere finder man resterne af et menneskeskelet på havets dyb. Skellettet er i ekstrem dårlig forfatning og identifikation er næsten umulig. I et land, hvor alle kender hinanden, er det svært at forestille sig, at der er tale om en forsvunden person. Samtidig med at mysteriet om det uidentificerede lig vokser, kaster Huldar sig ind i udredningen af mordet på en hjemløs narkoman, og Freyja efterforsker en sag om børnemishandling på et børnehjem. De tre sager bindes sammen af et enkelt vidne, som desværre er forsvundet: Den lille pige, der ønskede sig en dukke fem år tidligere…”
Som med stort set alle andre krimiserier, så anbefaler jeg, at serien om Freyja og Huldar læses i den rigtige rækkefølge, selvom krimiplottet i hver fortælling er selvstændigt. Jeg læste selv de forrige tre bøger i august ´19, DNA havde jeg læst tidligere. Jeg er meget glad for, at jeg gjorde det, da jeg på den måde kunne følge personernes udvikling, baggrund og deres relationer. Samtidig føler jeg også nu, at jeg har rimeligt styr på de islandske navne, som vi har hørt om hidtil, hvilket bestemt kan være en fordel. I Dukken er der flere navne, som går igen, men der er også en del nye. Der er blandt andet tre navne, som alle starter med H, som jeg må erkende, at jeg skulle koncentrere mig lidt om at holde styr på, Huldar, Hálfdán og Hafthór, den første kendte jeg jo – men især de sidste to, havde jeg lidt svært ved at skille fra hinanden – faktisk synes jeg, at der rigtig mange karakterer og dermed navne med i bogen, som man skal holde styr på.
Som i de forrige bøger er personbeskrivelserne rigtig gode og ganske troværdige. Jeg synes rigtig godt om både Freyja og Huldar – men med lige dem, så vil jeg sige, at beskrivelserne i Dukken måske ikke er vildt dybdegående – for at komme til at kende dem godt, så skal man læse hele serien. De personer, som vi hører om for første gang, synes jeg til gengæld hurtigt står tydeligt for mig. Vi møder Lína (som vi har hørt om før) – og beskrivelseren af hende får mig simpelthen så meget til at tænke på Hermione fra Harry Potter. Derudover er Rósa en af de vigtige personer i bogen – og selvom vi faktisk ikke hører vildt meget om hende – og stort set altid fra andre, så kan man næsten ikke undgå at holde af hende – og håbe det bedste for hende.
Jeg er vild med den mere private del af historien, hvor vi hører om Freyja, Saga og Huldar – det giver fortællingen et hyggeligt twist og til tider et smil på læben.
Yrsa Sigurdardóttir skriver virkelig godt og i et flydende sprog. Plottet i Dukken fungerer rigtig fint – og det virker gennemtænkt. Selvom jeg var fænget af handlingen, så er min tanke alligevel, at historien virker lidt for usandsynlig – der er simpelthen lidt for mange ting, der passer for godt sammen… Altså ikke, at det gør historien mindre spændende.
Da jeg anmeldte Vold skrev jeg, at jeg synes rigtig godt om, at der også er nogle samfundskritiske vinkler. I Dukken ser jeg ikke umiddelbart en så tydelig samfundskritik, som i Vold – men alligevel hører vi en del om anbringelsessteder for børn og unge, og den magt personalet har. Vi hører også om misbrugere og andre udsatte i samfundet – og deres levevilkår. Disse beskrivelser giver nok desværre et meget realistisk syn på, hvordan virkeligheden er.
Dukken har en meget voldsom og blodig start – og det lægger lidt op til en forsættelse – men det er kun starten, der er sådan. Faktisk synes jeg, at starten var så modbydelig, at jeg drømte om den om natten… Det er altså ikke noget, jeg normalt gør. Men der er simpelthen nogle scener, som jeg ser lidt for tydeligt for mig. Resten er bogen er som skrevet ikke så voldsom – snarere tværtimod. Det er en fortælling, hvor opklaringen af en sag er i højsædet, hvor vi følger flere tråde, som langsomt men fint flettes sammen – og til sidst danner et helhedsbillede. Der er flere forviklinger og overraskelser undervejs – og selvom jeg syntes, at jeg efterhånden havde styr på det hele – så har Dukken en ganske overraskende slutning, som jeg bestemt ikke havde set komme.
Forlag: Lindhardt og Ringhof
ISBN: 9788711905647
Udgave: 1. udg. 2020
Originaltitel: Brúðar
Oversætter: Nanna Kalkar
Sider: 420
___
[…] Archer, Jeffrey: Øjet det ser – anmeldelse undervejs Castillo, Linda: Vanæret Cleave, Paul: Offer Fredensborg, Eva Maria: Drengen der forsvandt Grebe, Camilla: Skyggejægeren – anmeldelse undervejs Griffiths, Elly: De udstødte Grue, Anna: Mysteriet i Genbrugsen – anmeldelse undervejs Lindholm, Mikael: Monsterland Lupton, Rosamund: Tre timer – anmeldelse undervejs Taylor, C.L: Søvn Vester Larsen, Line: Hvepsestik Yrsa Sigurdardóttir: Dukken […]
[…] er lige så velskrevet, som jeg havde forventet – og den fængede fra start. Den sidste bog, Dukken, synes jeg virkede lidt for usandsynlig, men sådan tænkte jeg ikke, da jeg læste […]