4 stjerner, Børnebøger, Forlaget Elysion, Tine f. 1973

Max 3-serien 7, 9-10 af Kirsten Ahlburg

Max 3-serien er skrevet af Kirsten Ahlburg. Fru Mus i en bus, Liv og Dan på ski og Mie Mus og Per Frø er nr. 7, 9 og 10 i serien. Se titler på alle bøger i serien nederst i indlægget.

Kirsten Ahlburgs serie Max 3 består af lette og lydrette bøger, hvor ordene i teksten højst indeholder max 3 bogstaver. Bøgerne henvender sig til begynderlæserne.

Billede af: Max 3-serien 7, 9-10 af Kirsten Ahlburg
Max 3-serien 7, 9-10 af Kirsten Ahlburg

Bøgernes bagsidetekster:

Fru Mus i en bus: “Fru Mus er i en bus. En grå kat går ind. Den går hen til fru Mus: ‘Ud af den her bus.’ Mon fru Mus går ud?” Illustrationer af Peter Hermann.

Liv og Dan på ski: “Liv og Dan har to par ski. De går hen til en høj. Kan de stå på ski? Nej. Se nu. Bum!” Illustrationer af Pernille Mühlbach.

Mie Mus og Per Frø: “Mor ser på Mie Mus: ‘Gå ud med den grå sæk. Få fat i mad til os.’ Mie Mus går. Hun har den grå sæk med. Mon der er bær? Mon der er ost? Mon der er en nød?” Illustrationer af Rasmus Jensen.

Alle bøger har fine og farverige illustrationer, som passer godt til handlingen i bøgerne.

Der findes gratis opgaver til bøgerne i serien på forlagets hjemmeside.

Det er altid dejligt, når der kommer nye bøger til de første læsere – og som jer, der har læst med før ved, så er vi meget glade for lydrette bøger her i huset. Lydrette bøger er en fantastisk “opfindelse”, da det kan hjælpe rigtig mange i gang med læsningen, uden det bliver for svært.

Billede af: Opslag i Fru Mus i en bus af Kirsten Ahlburg
Opslag i Fru Mus i en bus af Kirsten Ahlburg

Det er virkelig rart for både de voksne og for de nye læsere, når der er en rigtig historie i bøgerne. Det giver blod på tanden – og lyst til at læse videre. Disse bøger har et lixtal på 4-5 og et lettal på 10-12 – og selvom bøgerne er så lette, så er der en fin handling. Derudover er sætningerne ganske korte – og der er ikke uoverskueligt meget tekst på hver side.

Billede af: Opslag i Liv og Dan på ski af Kirsten Ahlburg
Opslag i Liv og Dan på ski af Kirsten Ahlburg

Som skrevet, så er der nogle farverige illustrationer i alle bøger. Da det er forskellige illustratorer i alle bøger, er de selvfølgelig ret forskellige, men alle illustrationer understøtter læsningen rigtig godt, og de er med til at give handlingen en ekstra tilføjelse, da alt selvfølgelig ikke kan formidles med ene lette ord.

Billede af: Opslag i Mie Mus og Per Frø af Kirsten Ahlburg
Opslag i Mie Mus og Per Frø af Kirsten Ahlburg

Illustrationerne understøtter ikke kun læsningen, for der er også noget at kigge på og snakke om, hvis det det stadig kniber med de letteste bøger. Som de øvrige bøger fra Forlaget Elysion er disse bundet ind – og dermed får læserne en fornemmelse af, at de sidder med en bog, som dem de voksne/ældre søskende læser.

Bøgerne henvender sig ikke til et bestemt køn, og det er rigtig dejligt. Det er ærgerligt, når et barn føler, at en bog ikke henvender sig til dem. Men heldigvis så er der efterhånden en del forskellige at vælge mellem, bare i denne serie er der nu 10 bøger.

Herfra får Max 3-serien en stor anbefaling. Lette og lydrette bøger er og bliver et hit til de første læsere, og det er vigtigt at børn får lyst til at læse mere og især at de ikke bliver skræmt væk, men fastholder deres læselyst.

Billede af: 4 af 6 stjerner /Tine
4 af 6 stjerner /Tine


Bøger i Max 3-serien:
1. Gæk, gæk, gæk
2. Vip på tur
3. Alf er væk
4. Jon og den grå mus
5. Giv den gas, far
6. Liv er tyk
7. Fru Mus i en bus
8. Lea og Jon på en bro
9. Liv og Dan på ski
10. Mie Mus og Per Frø

Fru Mus i en bus – 7
Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788772143873
Udgave: 1. udg. 2019
Sider: 22

Liv og Dan på ski – 9
Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788772146089
Udgave: 1. udg. 2020
Sider: 22

Mie Mus og Per Frø – 10
Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788772143880
Udgave: 1. udg. 2020
Sider: 22

___
Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *