Alt det andet, Events

Lørdag på Krimimessen Horsens 2021

[reklame]

Det er mere end to år siden, at der sidst var Krimimesse i Horsens, nemlig i april 2019. Men i år kunne messen vende tilbage – og hvor er det skønt. Præcis som jeg forudså, så skete der det, at mit planlagte program slet ikke holdt – faktisk nåede jeg stort set intet af det. I stedet snakkede jeg med en masse, hørte et par andre ting end planlagt og så videre.

Billede af: Taske, Bech's Books kuglepenne og bogmærker
Tasken er pakket

Lørdag d. 9.10.2021 var jeg med til Krimimessen – desværre var jeg forhindret søndag. Jeg drog hjemmefra med min mand ved 8-tiden, for kl. 9.30 havde Lindhardt & Ringhof inviteret til krimimorgenkaffe for bloggere og forfattere. Det var super hyggeligt – og ufatteligt dejligt at se alle igen efter så lang tid.

Da vi ankom til Fængslet i Horsens, hvor Krimimessen finder sted, blev vi budt velkommen af Horsens Politiorkester, som spillede ved indgangen. Det er vist nærmest umuligt at finde et mere egnet sted til en krimimesse end et tidligere fængsel. Scenen er sat – og den er perfekt.

Billede af Fængslet i Horsens
Ankomst til Fængslet – billede fra parkeringspladsen. Vejret er helt perfekt.

Ved 11.30-tiden dukkede vores ældste søn også op, så vi kunne spise frokost sammen, kigge på alle standene i Magasinet – og vi fik også hørt et enkelt oplæg. Faktisk var det med frokost det eneste, som vi ikke var helt begejstrede for. Da min mand og søn havde stået i kø i næsten 1/2 time var der udsolgt af sandwich, og de vidste ikke, hvornår der ville komme flere. Min mand måtte så starte forfra i en ny kø – hvilket betød, at vi endte med at bruge ret lang tid på frokost, en tid vi hellere ville have brugt på krimier.

Billede af ny indgang til Fængslet - her er blandt andet indergården, som er blevet overdækket.
Billede af ny indgang til Fængslet – her er blandt andet indergården, som er blevet overdækket.

Siden vi sidst var til krimimesse har Fængslet fået overdækket indergården og fået lavet en ny flot indgang. Det har givet mulighed for nogle rigtig gode scener.

Billede af: Jens Henrik Jensen, der taler med Anette Hyllested om Gladiator
Jens Henrik Jensen taler med Anette Hyllested om Gladiator

Som noget af det allerførste oplevede vi den nyoverdækkede indergård, hvor Jens Henrik Jensen talte med Anette Hyllested om Gladiator. Faktisk er jeg i gang med at læse Gladiator – men jeg har desværre ikke læst de første bøger i serien om Niels Oxen, hvilket jeg godt kan se er en fejl. Brian er i gang med De mørke mænd, som er den anden bog i serien.

Kastanjemand på Politikens Forlags stand
Kastanjemand på Politikens Forlags stand

Politikens Forlags stand hang en kæmpe kastanjemand, uhh! Jeg kan kun anbefale, at man læser Kastanjemanden af Søren Sveistrup – eller ser serien, som netop er kommet på “kastanjekanalen” – som Jens Henrik Jensen omtalte Netflix. Men altså bogen først…

Kø for at få signeret Imperiet af Michael Katz Krefeld
Kø for at få signeret Imperiet af Michael Katz Krefeld

Da vi kom ind i magasinet for at kigge på alle standene var der et sted med afsindigt mange mennesker – det måtte vi jo se nærmere på. Det viste sig at være signeringskøen til Michael Katz Krefeld. Der var kø, kø, kø… Lørdag var også udgivelses dagen for Imperiet af Michael Katz Krefeld. Jeg kunne slet ikke tage billede af alle de mennesker, så I må nøjes med at se måske en tyvendedel af køen (jeg har hørt, at den blev ved i flere timer…).

Goodie bag - hilsen fra Krimimessen
Goodie bag – hilsen fra Krimimessen

Ved indgangen til Krimimessen fik man en fin rød krimimessepose. I vores pose var Ulvesommer af Hans Rosenfeldt. Den glæder Daniel sig til at læse – jeg har allerede læst den, og jeg synes den er god. Vi har hørt, at andre fik Kongetro af Tobias Bukkehave. Spændende bøger.

Daniel har købt Blodtørst af Stephen King
Daniel har købt Blodtørst af Stephen King

På Politikens Forlags stand købte Daniel Blodtørst af Stephen King. Det var et virkelig godt tilbud – og se lige, hvilken pose han fik bogen i… En pose med reklame for Jussi Adler-Olsen nye bog, Natrium Chlorid, den udkommer d. 4.11.2021. Jeg var da slet ikke misundelig, men Daniel var så sød at forære mig posen. Daniel ønsker sig at få signeret en bog af Stephen King, men det er jo nok ikke så let…

Billede af Fængslet
Blå himmel over Fængslet igen

Der var lige en kort periode med lidt skyer – mens vi sad ude og ventede på frokost, men pludselig klarede det op igen. Langt det meste af dagen var perfekt krimimessevejr.

Lille happening - fake lig transporteres i tæppe af to mænd
Lille happening – Hvor mon de vil gøre af liget?

Rundt om i Fængslet var der små happenings. Vi så nogle stykker, hvilket er super hyggeligt – og er med til at skabe en rigtig god krimistemning.

Sara Blædel og Mads Peder Nordbo bliver interviewet af Anne Glad fra Bogselskabet
Sara Blædel og Mads Peder Nordbo bliver interviewet af Anne Glad fra Bogselskabet

Selvom jeg tidligere har hørt Sara Blædel og Mads Peder Nordbo tale om deres fælles bog, Opløst, gik vi alligevel ind og lyttede, da de blev interviewet af Anne Glad for Bogselskabet.  Interviewet blev optaget – og vil snart kunne høres på Bogselskabet. Daniel har også læst Opløst, og han var vild med den, så det var jo oplagt, at høre de to forfattere tale om bogen.

Jens Henrik Jensen signerer Gladiator
Jens Henrik Jensen signerer Gladiator

En af de bøger jeg fik signeret var Gladiator af Jens Henrik Jensen – også her var køen pænt lang, så vi måtte vente et stykke tid. I mellemtiden fik Katrine Engberg overrakt MARTHA-prisen på en scene lige ved siden af – tillykke.

Bøger ved Modtryks stand
Bøger ved Modtryks stand

Det var bestemt ikke fordi der manglede krimier og gode tilbud på Krimimessen – jeg fik bare ikke rigtig taget nogen billeder. Noget helt usædvanligt for mig var også, at jeg ikke købte nogen bøger… Der er mange, som jeg gerne vil læse, men jeg har erkendt, at jeg ikke kan nå det – så jeg øver mig i, først at anskaffe/låne bøger, når jeg har tid.

"Møffe-kage" til bogreception for Michael Katz Krefeld i anledning af udgivelsen af Imperiet
“Møffe-kage” til bogreception for Michael Katz Krefeld i anledning af udgivelsen af Imperiet

Lørdag eftermiddag havde Lindhardt & Ringhof inviteret til bogreception for Michael Katz Krefeld i anledning af udgivelsen af Imperiet. Imperiet er den 7. bog i serien om Ravn og Møffe. Faktisk er Møffe en ret vigtig karakter i bøgerne, men i særdeleshed i Imperiet – så hvad er mere passende end en Møffe-kage?

Michael Katz Krefeld da han ser Møffe-kagen. Bogreception for Michael Katz Krefeld i anledning af udgivelsen af Imperiet
Michael Katz Krefeld da han ser Møffe-kagen. Bogreception for Michael Katz Krefeld i anledning af udgivelsen af Imperiet

Møffe-kagen var en overraskelse for alle – men måske især for Michael Katz Krefeld. Han så i hvert fald overrasket ud (se billede). Kagen var i øvrigt rigtig god – ingen havde, forståeligt nok, ikke lyst til at skære i Møffe.

Billede fra lille happening - tre "fake" fanger prøver at stikke af.
Lille happening. Mon det lykkes dem?

Det sker, at nogen forsøger at stikke af fra et fængselsophold… det er ikke altid det lykkes. Men jeg tænker nu alligevel ikke, at de tre udbrydere fra den lille happening har noget at frygte.

Billede af: Meet & Greet på People's stand.
Meet & Greet på People’s stand.

Sidst på dagen var der Meet & Greet med forlag, forfattere og bloggere på People’s stand. Det er altid hyggeligt at møde forfattere og andre bloggere. Jeg må dog erkende, at jeg var ved at være godt brugt, så jeg var nok desværre ikke særlig selskabelig. Jeg må gøre det bedre til BogForum og næste års krimimesse.

Mattias Edvardsson signerer Gode naboer
Mattias Edvardsson signerer Gode naboer

Ved People’s fik jeg signeret de sidste bøger, som jeg havde med i posen. En af dem var Gode naboer af Mattias Edvardsson. Udover Gode naboer har Mattias Edvardsson også skrevet En helt normal familie. Jeg er virkelig fan – og så var det lige at People’s overraskede. Vi fik en skøn goodiebag med – og i den var Mattias Edvardssons nyeste bog: En familietragedie, den udkommer d. 2.11.2021.
.

Billede af: Walther Rebernik signerer Jæger og Offer
Walther Rebernik signerer Jæger og Offer

De sidste bøger, som jeg fik signeret var Jæger og Offer af Walther Rebernik. Jeg har endnu bøgerne til gode, men jeg glæder mig. Jeg fik Offer for et par uger siden, men hørte fra en ganske troværdig kilde, nemlig forfatteren, at jeg (og alle andre) skal læse Jæger først, da de hører sammen og Offer giver bedst mening, hvis man har læst Jæger færst.

Billede af: Signerede bøger
Signerede bøger

Godt nok er det længe siden sidste Krimimesse – men NU er der så kun knap et halvt år til næste gang. Krimimessen Horsens 2022 finder sted d. 2. og 3. april 2022. Her kan du læse mere om Krimimessen.

Behøver jeg sige, at jeg glæder mig??

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *