5 stjerner, Krimi/spænding, Politikens Forlag, Tine f. 1973

Vinterland af Kim Faber & Janni Pedersen

Et helt nyt forfatterpar er på gaden. Studievært og krimireporter Janni Pedersen og journalist og arkitekt Kim Faber har sammen skrevet krimien: Vinterland.

Bogens bagsidetekst:

“Alle i dansk politi ved, hvem Martin Juncker er. En af landets bedste drabsefterforskere, godt gift, far til to. Men Juncker har trådt ved siden af, er blevet forflyttet og befinder sig nu i en lille sløv provinsby på Sydøstsjælland. Han skal lede en ny lokalstation og kan samtidig tage sig af sin gamle demente far. Det burde være udramatisk, men så lander en spektakulær drabssag på hans bord. En mand bliver fundet myrdet, og konen er forsvundet. Ingen har set noget, der er ingen spor at gå efter, intet åbenlyst motiv.

Junckers tidligere makker Signe Kristiansen er stadig i sit vante job i København. Hun ser frem til en rolig jul sammen med sin familie, da en kraftig bombe springer på et julemarked i Indre By. Signe står i spidsen for jagten på gerningsmændene, men sporene ender hurtigt blindt – indtil hun får et tip, der trækker sagen et sted hen, hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig.”

Vinterland af Kim Faber & Janni Pedersen
Vinterland af Kim Faber & Janni Pedersen

Vinterland er en flot og velskrevet krimi. Historien fangede mig fra først til sidst. Vinterland virker gennemarbejdet – sproget er flydende og plottet er spændende, hænger godt sammen og fungerer hele vejen igennem.

Noget af det som jeg synes allerbedst om, er de meget samfundsrelevante emner, som forfatterparret tager op i bogen. Det er meget let at drage paralleller til aktuelle nyheder fra hverdagen. På grund af denne genkendelighed bliver Vinterland både mere vedkommende og dermed nok også mere skræmmende. For mig er det tydeligt at forfatterne ved, hvad de har med at gøre – og de har styr på fakta – og jeg fornemmer en grundig research, hvilket bestemt er med til at øge trovædigheden.

Vi møder et ret bredt persongalleri – men jeg synes ikke, at det er svært at holde styr på alle de vigtige personer. Alle er meget fint beskrevet og personerne virker meget realistiske. Jeg synes, at både Signe Kristiansen og Martin Junckersen – Juncker, er to meget velfungerende hovedpersoner. De er meget forskellige, men passer alligevel fint sammen. Jeg kan godt lide de lidt mere personlige beretninger om både Signe og Juncker, de giver dybde til historien og den bliver mere personlig. Denne del sammen med opklaringsarbejdet er en rigtig fin kombination.

En vigtig del af bogen er faktisk Junckers historie. Han må på grund af egen “dumhed” flytte fra København og ind hos sin demente far i en lille by på Sydsjælland. Som med resten af historien bliver det på en meget realistisk måde beskrevet, hvordan hverdagen er og hvordan det hænger sammen for far og søn – eller måske nærmere, hvordan hverdagen ikke hænger sammen… En af de ting, som skærer meget i øjnene er hvor svært, det er at få en plejehjemsplads – selv når behovet er tydeligt. Det er ikke det eneste sted i bogen, hvor der sniger sig kritik af socialpolitik ind. Jeg kan rigtig godt lide bøger – krimier eller ej – som også rummer samfundsrelevant kritik – så her må man sige, at Vinterland bestemt lever op til mine ønsker.

Vinterland af Kim Faber & Janni Pedersen
Vinterland af Kim Faber & Janni Pedersen

Fra start er der to forskellige spor, som man har en ide om skal mødes eller måske flettes – men hvordan? Jeg vil ikke røbe noget, men blot sige, at det hele går flot op i en højere enhed efterhånden, som handlingen skrider frem. 462 sider er der – men bogen er bestemt ikke for lang, snarere tværtimod.  Jeg håber, at der kommer en bog nummer 2 om Signe og Juncker.

Vinterland er en virkelig spændende og nervepirrende krimi, men det er også en fortælling om terror, fejltrin, utroskab, Udkantsdanmark kontra København – og det der især ramte mig: familierelationer som går eller er gået i opløsning.

Jeg bliver altid vildt duperet, når man oplever, at forfattere som danner par på privat basis – også skriver en bog (eller flere) sammen – tænk at det er muligt. Jeg tror aldrig, at det var gået herhjemme.

Selvom jeg ikke særlig tit sammenligner bøger eller anbefaler nogen, fordi man kan lide nogle andre – så tror jeg alligevel, at jeg vil sige, at hvis man synes godt om Øbro & Tornbjerg eller Zornig & Lindholms bøger, så er Vinterland nok også en man skal prøve. – Og det er altså ikke fordi disse forfattere også danner par, at jeg fremhæver dem.

Jeg glæder mig til at møde Janni Pedersen & Kim Faber på årets krimimesse i Horsens i den kommende weekend.

5 af 6 stjerner /Tine
5 af 6 stjerner /Tine

Forlag: Politikens Forlag
ISBN: 9788740050233
Udgave: 1. udg. 21.03.2019
Sider: 462


Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

6 thoughts on “Vinterland af Kim Faber & Janni Pedersen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *