Sange i skumringen er 4. og sidste del af Camilla Davidsson serie om Emma.
Serien består udover denne af:
Under Mælkevejens stjerner
Pensionatet ved verdens ende
Englene danser i daggryet
Udddrag fra bogens bagsidetekst:
“Emma er gået fra Alex efter den ufrivillige abort. Hans overfladiske liv, pendantiske tendenser og sygelige moderbinding har vist sig at være mere, end forholdet kunne bære.
For at finde en ny begyndelse beslutter hun sig for endnu en pilgrimsvandring; endnu en Camino…
Men turen bliver kort. Efter kun få dages vandring modtager Emma et opkald hjemme fra Sverige. Hendes dybt alkoholiserede mor har fået et salgtilfælde… Emma må forstå, at hendes mor ligger på det yderste. Hun bliver nødt til at afbryde Caminoen og tage hjem til familien og den dødssyge mor.
Emma når at komme hjem, før moderen dør, men i kølvandet på familietragedien må Emma nu prøve at forsone sig med en vanskelig opvækst som datter af en alkoholisk mor og en fraværende far. En mental rejse, som bestemt ikke gør det lettere at etablere et meningsfuldt forhold til Olle.”
For at få mest ud af serien om Emma, så vil jeg anbefale, at man læser bøgerne i den rigtige rækkefølge. De kan for så vidt også læses som selvstændige historier, men jeg synes, at man bedst lærer Emma at kende, ved at læse serien fra start.
Et vigtigt og ikke mindst meget relevant emne i denne bog er Emmas forhold til sine forældre – og i særdeleshed sin mor. Vi hører om, hvordan relationerne kan være, når ens ene forælder er alkoholiker, og hvordan det påvirker alle – men vi hører også om de følelser/minder som er glemt, måske fortrængt, og at de er måske slet ikke så slemme?! Jeg synes, at det er vigtigt at tale om relationer – og specielt, at relationer er noget, der skal arbejdes for at have og bevare – så det er skønt, når en ret letlæst roman som denne også tager sådan et emne op, uden det bliver for tungt. Samtidig er Sange i skumringen også en fortælling om at miste et nærtstående familiemedlem, og hvor svært det er at udtrykke sig og vise sine følelser, når de måske ikke stemmer overens med forventningerne fra omgivelserne.
Som de andre i serien er Sange i skumringen velskrevet og ganske letlæst. Selvom det er en chick lit/feel good-roman, så er der bestemt også nedture og negative sider i fortællingen og det giver en fin vekselvirkning og får historien til at fremstå ret troværdig
Da jeg havde læst Pensionatet ved verdens ende, var jeg faktisk lidt træt af Emma – men jeg synes hun tager revanche i de sidste to bøger. Måske er det fordi, at det er lidt lettere at sætte sig i hendes sted i de sidste to historier – men det kan også være fordi hun ikke virker helt så naiv længere, og hendes tanker og følelser måske er lettere at relatere til.
Sange i skumringen er en fin afslutning på Camilla Davidssons chick-lit/feel good-serie. Faktisk synes jeg, at Sange i skumringen er tæt på, at være lige så god som den første bog, Under Mælkevejens stjerner. Jeg kunne dog have ønsket at Emma kunne være blevet på Caminoen længere – men præcis som hun selv siger, så var det en anden oplevelse anden gang. I stedet kan det være, at jeg skal læse den første bog igen.
Sange i skumringen er sammen med de tre andre bøger i serien en fortælling om Emma og hendes søgen efter meningen med livet – om sorg, kærlighed og ikke mindst familierelationer.
Forlag: Palatium Books
ISBN: 9788793699427
Udgave: 1. udg. 2019
Originaltitel: Sånger fra skymningen.
Oversættere: Rane Rørdam Knudsen
Sider: 279
___
[…] danser i daggryet Davidsson, Camilla: Pensionatet ved verdens ende Davidsson, Camilla: Sange i skumringen Heywood, Carey: Dagens lys – anmeldelse undervejs. Lindholm, Mikael: Et ubetydeligt mord […]