5 stjerner, Hr. Ferdinand, Krimi/spænding, Politikens Forlag, Tine f. 1973

Vanæret af Linda Castillo

Vanæret af Linda Castillo er den 11. bog i krimiserien om politichefen Kate Burkholder. Vanæret tager sit udgangspunkt i den lille by Painters Mill, som de øvrige bøger i serien – Painters Mill    ligger i et forholdsvis stort amishsamfund. I Vanæret kommer Kate og hendes kolleger dog også til et andet amishsamfund, som ligger mere isoleret i det sydlige Ohio. Kate har selv tidligere været en del af amishsamfundet. Forfatteren Linda Castillo er opvokset i Ohio tæt på et amishsamfund og har altid fundet kulturen i dette samfund spændende.

Forlagets beskrivelse:

“En ældre amishkvinde bliver brutalt myrdet, imens hun samler valnødder med sine to børnebørn på en forladt gård. Gerningspersonen tager det ene barn med sig, og da det andet barn bliver spurgt om, hvem der overfaldt hendes bedstemor, svarer hun: Djævelen!

Politichef Kate Burkholder dykker ned i sagen, som snart bliver et kapløb mod tiden. Den myrdede kvindes familie er velanset i amishsamfundet. Men det går hurtigt op for Kate, at de skjuler noget for hende og bærer på en pinefuld fortid.

Efterforskningen fører Kate til et andet isoleret amishsamfund nær floden i det sydlige Ohio. Her er de tilhængere af Den Gamle Orden og indordner sig slavisk under en lang række regler. I starten virker de hjælpsomme, indtil Kate begynder at stille spørgsmål og pludselig befinder sig i en livstruende situation.”

Vanæret udkom i går d. 26.03.2020. Se rækkefølgen af serien nederst i indlægget.

Billede af: Vanæret af Linda Castillo
Vanæret af Linda Castillo

Egentlig kan jeg sige det meget kort: Jeg elsker Linda Castillos serie om Kate Burkholder – og det gælder også Vanæret. Nu har jeg anmeldt de forrige fire bøger i serien, og jeg synes faktisk, at det er ret svært at skrive noget nyt, så jeg beklager, hvis jeg kommer til at gentage mig selv en smule. Men læs mine forrige anmeldelser også – her har jeg skrevet mere om personer osv.

Uanset om jeg har skrevet det før eller ej, så kommer det her: Det er helt vildt, at Linda Castillo kan blive ved med at finde på nye historier om Kate Burkholder og hendes kolleger uden det bliver trivielt. Det vildeste er nok, at de alle finder sted i et så lille samfund – tænk alle de grusomme ting, der sker. Faktisk bliver det nok til en ret stor procentdel drab og andre grove forbrydelser i forhold til samfundets størrelse – jeg tror ikke, at jeg ville turde bo der… Dette har jeg skrevet i den forrige anmeldelse: “Jeg kan dog ikke helt lade være med at tænke på, at det må være lidt farligt at være en del af Amish-samfundet i Painters Mill – for der sker jo ret mange ubehagelige ting. Og jeg som gik rundt og troede at Amish-folkene var et vildt fredeligt folkefærd – Linda Castillo viser os i hvert fald noget andet.”

Beskrivelserne fra amissamfundet er rigtig gode – og jeg synes, at det er meget tydeligt, at Linda Castillo har et godt kendskab til amishkulturen. Vi har et par gange været i et lignende samfund i Pennsylvania – og har også kørt gennem et område som det omkring Painters Mill i Ohio. Jeg er slet ikke i tvivl om, hvor rammende beskrivelserne er. Selvom  man har læst alle bøgerne i serien, så synes jeg på ingen måde, at de virker ensformige, for jeg synes, at hver enkelt bog tilfører noget nyt – og de er ganske lærerige. Vanæret synes jeg faktisk heller ikke går så meget i dybden med selve miljøet i Painters Mill, men i stedet beskæftiger historien sig mere med menneskerne og måden de lever på – kultur, traditioner og tro. At vi ikke hører så meget om Painters Mill gør ikke noget, for vi kender jo stedet i forvejen. I bogen går turen også til et andet mindre og mere isoleret amishsamfund i det sydlige Ohio – igen hæfter jeg mig dog mere ved menneskerne og deres handlinger – og ikke vildt meget ved stedet. En af de ting, som virkelig slår mig er, hvor lidt politiet i denne del af staten faktisk ved om en stor gruppe af de mennesker, som de er med til at beskytte og sommetider udforske. Men igen, alle kan ikke være så heldige at have en som Kate, som har et indgående kendskab til samfundet jævnfør hendes egen opvækst, som politichef. En enkelt ting savner jeg – og det er at høre noget mere om forholdet mellem Kate Burkholder og John Tomasetti. Samtidig synes jeg også, at det virker en kende urealistisk, at deres forhold endnu ikke er officielt (selvom de bor sammen) – og de lader som om, de ikke er et par… det kan jo ikke vare for evigt – og folk omkring dem kan jo også tænke lidt selv.

Vanæret er velskrevet i et flydende sprog og på trods af det barske emne er bogen både let- og hurtigt læst. Selvom bogen har en grusom og uhyggelig begyndelse, så er Vanæret ikke en blodig krimi, men mere en politikrimi, hvor hovedvægten handler om opklaringen af sagen – og det i et meget lukket samfund.

Selvom jeg ret tidligt havde en lille ide om, i hvilken retning historien ville tage, så var der stadig tilpas mange overraskelser undervejs. Plottet i Vanæret virker gennemtænkt – og meget troværdigt. Så snart det er børn med i handlingen i en bog, så er det som om, at plottet virker mere skræmmende – og håbet for det lille menneske følger én igennem hele bogen. Det væsentligste tema i Vanæret er som i de fleste af Linda Castillos andre bøger ikke kunne relevant og aktuelt i amishsamfundet – opklaringen kan dog blive noget sværere, da samfundet er ret lukket og modstanden mod politiet stort. Amishfolkene vil hellere selv tage hånd om begivenhederne uanset, hvor alvorlige de er – dette er noget som vi tydeligt oplever i denne bog.

Det er med vilje, at jeg ikke går dybere ned i plottet – for jeg vil ikke røbe for meget. Men Vanæret er udover krimiplottet også en historie om familierelationer, om den magt det lukkede og meget religiøse samfund har over tilhængerne og den tiltro, som menneskerne i dette samfund har til at biskopperne altid gør det rette.

Ofte sker der det, når jeg læser en serie, at jeg mister interessen undervejs – og stopper læsningen efter et vist antal bøger. Men det er bestemt ikke sådan med Linda Castillos serie. Faktisk synes jeg at de sidste bøger i serien I al hemmelighed – og Vanæret er blandt de bedste. Jeg ser virkelig frem til den næste bog – det kan kun gå for langsomt.

Billede af: 5 af 6 stjerner /Tine
5 af 6 stjerner /Tine

Seriens rækkefølge:

1. Tvunget til tavshed
2. Bøn om tavshed
3. Bryd tavsheden
4. Meldt savnet
5. Sidste åndedrag
6. Døden venter
7. Efter stormen
8. De ugudelige
9. På afveje
10. I al hemmelighed
11. Vanæret

Tak til Hr. Ferdinand /Politikens forlag for bogen.

Forlag: Hr. Ferdinand /Politikens forlag
ISBN: 9788740058758
Udgave: 1. udg. 26.03.2020
Originaltitel: Shamed
Oversætter: Henrik Enemark
Sider: 324

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

1 thought on “Vanæret af Linda Castillo

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *