Tampen brænder er 4. del af Matthew Arlidge krimi-serie om politikommisær Helen Grace.
Udover Tampen brænder består serien indtil videre af:
1. Okker gokker
2. Bro bro brille
3. Dukkehuset
Forlagets beskrivelse:
“Midt om natten lyser himlen over byen op af tre voldsomme ildebrande. Det er ikke bare et tragisk sammentræf. For kommissær Helen Grace varsler flammerne mødet med en ondskab uden fortilfælde.
Seks brande inden for et døgn. To omkomne. Adskillige tilskadekomne. Det er, som om nogen ønsker at brænde byen ned til grunden … Det står hurtigt klart, at det ikke drejer sig om en pyroman, der får et sygt kick ud af ilden, men noget langt mere uhyggeligt. Men hvordan blev ofrene udvalgt? Og hvem bliver den næste?
Hele byen er i højeste alarmberedskab, og Helen og hendes folk må minutiøst gennemgå de udbrændte rester på jagt efter brandstifteren, hvis trang til ild lægger menneskers liv i aske.
Et enkelt fejltrin kan betyde afslutningen på Helens karriere – og på flere menneskeliv. Mens presset stiger, og flere bygninger står i brand, truer Helens egne dunkle drifter med at fortære hende…”

Tampen brænder er en barsk og skræmmende krimi. Mon ikke de fleste har ret så meget respekt for ild? Tænk, når ild så bruges som mordvåben?
Tampen brænder er som de forrige i serien en selvstændig krimi, det vil sige, at der er en sag til opklaring pr. bog, men hovedpersonerne er de samme. Jeg har har kun læst bog nr. 3 og 4, men alligevel vil jeg anbefale at man læser serien fra begyndelsen og i den rigtige rækkefølge, så man kan følges hovedpersonernes udvikling – både privat og karrieremæssigt.
Det er en bog med gang i den fra start til slut, og jeg synes, at den var spændende helt til den sidste side. Selvom jeg selvfølgelig havde mine teorier om, hvem der påsatte brandene og hvorfor, så var jeg rimelig tæt på slutningen før jeg regnede den ud. Tampen brænder er velskrevet og skrevet i et flydende sprog. Jeg er vild med de meget korte kapitler, 143 kapitler på 392 sider. De korte kapitler sammen med flere cliffhangers er med til, at jeg jo lige måtte “snuppe et kapitel mere” – hvilket jeg selvfølgelig gjorde og pludselig var bogen læst.
Jeg havde håbet, at jeg havde lært Helen Grace lidt bedre at kende, men jeg synes egentlig ikke, at det er tilfældet. Altså jeg ved selvfølgelig, at hun er sympatisk og virkelig god til sit job. Hun har sine egne dæmoner at kæmpe med – og det håndterer hun på sin egen måde – måske en lidt alternativ måde for nogen. Måske skal det være sådan, at der er lidt mystik knyttet til den ret private Helen Grace – eller også kan det være, at jeg bliver lidt klogere, når jeg får læst de to første bøger i serien.
Der er ret mange personer at holde styr på i Tampen brænder. Udover Helens kolleger er der også alle dem, der bliver berørt af de mange brande. Igen vil det være en fordel at have læst de øvrige bøger i serien, for så vil hovedpersonerne være rimeligt på plads, og man har kun de nye karakterer at holde styr på.
Brande og brandtomter er virkelig grundigt beskrevet – der er mange detaljer og man er i hvert fald slet ikke i tvivl om, hvorfor Helen Grace, hendes kolleger og de berørte mennesker reagerer som de gør, når de enten er fanget i en brand eller bagefter ser konsekvenserne – pyha!
En anden serie med kvindelige hovedpersoner er Tess Gerritsens serie om Rizzoli og Isle. Denne serie vil måske falde i ens smag, hvis man synes om serien om Helen Grace.
Tampen brænder er en meget spændende krimi med et flot og gennemtænkt plot. Der er fire store stjerner fra mig. Jeg glæder mig til den næste bog i serien bliver oversat.
⭐⭐⭐⭐ af 5 /Tine
Forlag: Jentas
ISBN: 9788742600313
Udgave: 1. udg. 24.10.2018
Originaltitel: Liar Liar
Oversætter: Stig W. Jørgensen
Sider. 392
[…] Matthew: Tampen brænder Bussi, Michel: Det glemte barn Davidsson, Camilla: Under Mælkevejens stjerner Hammer, Lotte og […]
[…] Okker gokker 2. Bro bro brille 3. Dukkehuset 4. Tampen brænder 5. Kongens […]
[…] gokker 2. Bro bro brille 3. Dukkehuset 4. Tampen brænder 5. Kongens efterfølger 6. Dåseskjul 7. Elsker, elsker […]
[…] gokker 2. Bro bro brille 3. Dukkehuset 4. Tampen brænder 5. Kongens efterfølger 6. Dåseskjul 7. Elsker, elsker […]