5 stjerner, Krimi/spænding, People's, Tine f. 1973

Pigerne uden navn af Mikaela Bley

Hvor har jeg altså glædet mig til den næste bog i serien om journalisten Ellen Tamm. Nu er den her – og jeg har læst den: Pigerne uden navn af Mikaela Bley. Bogen er den 4. i serien. Se seriens rækkefølge sidst i indlægget.

Fra forlagets beskrivelse:

“En kold vinteraften bliver 17-årige Linn afleveret på kostskolen Täcktaholm, hvor hun skal lære at kontrollere sin adhd. Linn har skabt sig et navn som influencer, hvilket vækker misundelse hos de andre piger på skolen. Linn kæmper for at passe ind og underlægge sig skolens strenge regler, men hun har hele tiden fornemmelsen af, at det foregår noget, hun ikke forstår.

I Stockholm kæmper Ellen Tamm for at finde balancen mellem sin fortid og sit arbejde som kriminalreporter på TV4. Da en ung kvinde bliver fundet død i en sø, tager hun afsted for at finde ud af, hvad der er foregået. Søen ligger på hendes hjemegn, og mødet med moren og alle minderne skubber til Ellens mentale ligevægt. Men hun føler et ansvar for at fortælle den døde piges historie, og politiet lader til at stå på bar bund. Og så dukker endnu et lig op…”

Billede af: Pigerne uden navn af Mikaela Bley
Pigerne uden navn af Mikaela Bley

Jeg havde ikke læst mange sider i Pigerne uden navn, inden jeg fortalte familien, at den er god!

Da jeg allerede har skrevet en del om hovedpersonen Ellen Tamm i mine anmeldelser af de første bøger i serien, vil jeg undlade det denne gang. En ting, som jeg synes rigtig godt om er, at Ellens privatliv faktisk synes at være tonet en smule ned i denne bog. Jeg kan faktisk godt lide, at høre om hende, men jeg synes også, at det er skønt, at det ikke tager overhånd, men at der i stedet kan være mere fokus på krimiplottet og andre emner.

Selvom historien foregår i Sverige – og miljøbeskrivelserne er rigtig gode, så kan jeg ikke undgå at tænke lidt på engelske krimier. Jeg tænker, at det skyldes det ret lille samfund med slotte og så videre. Det er bestemt ikke en dårlig ting. Derudover er der en enkelt scene, som leder mine tanker hen på tv-serien, The Queen’s Gambit – men hvad det er, må I selv læse. Serien anbefaler jeg i øvrigt på det kraftigste.

Pigerne uden navn er som de forrige bøger i serien rigtig velskrevet – og ganske letlæst. Plottet har en fin opbygning – og jeg kunne ikke umiddelbart regne ud, hvordan det hele hang sammen. Det er ikke en blodig og grusom fortælling, som sådan – men der er alligevel et par rigtig bestialske scener, så helt ublodig er den ikke. Men jeg synes ikke, at det er den del, der fylder mest.

For en gangs skyld vil jeg skrive om noget andet end selve krimiplottet, som bestemt er spændende. Men Pigerne uden navn har så mange andre relevante og aktuelle emner! Hovedparten af bogen foregår på en kostskole for piger med ADHD – og andre diagnoser. Det medfører selvfølgelig emner som sårbarhed, at være anderledes – eller måske netop ikke at være det. Et citat fra bogen, som jeg blev virkelig rørt over: “Vi behøver ikke at være ens – vi skal bare acceptere hinandens forskelligheder”. Sådan burde det jo være i alle livets forhold.

Linn, som er en af hovedpersonerne i Pigerne uden navn, er blogger og influencer. Men faktisk har hun haft så grimme oplevelser som blogger, at hun har trukket stikket lidt. Hun har oplevet, hvordan indlæg kan føre til had og hetz mod hende som person, hun har oplevet trolls, der ikke har andet formål end at udskamme folk, og selvom hun ikke blogger længere, men mere eller mindre kun bruger Instagram, så er hun ikke fritaget for had og jalousi. En del af pigerne på kostskolen mener, at hun hele tiden hævder sig, fordi hun er kendt – og hænger ud med de endnu mere kendte. Vi får et tydeligt billede af, hvordan unge (ja også ældre) kan være mod hinanden. Selv nu, hvor hun ikke længere må være online, kan hun ikke være fri for at være et kendt ansigt og alle mener, at de så har ret til at vide alt om hende…

Til en start var jeg måske lidt skeptisk overfor denne serie, men det har helt sikkert ændret sig undervejs. Krimiplottet virker gennemtænkt og fungerer perfekt. De øvrige emner er autentiske og relevante. Jeg er FAN af Mikaela Bleys krimiserie!

Billede af: 5 af 6 stjerner /Tine
5 af 6 stjerner /Tine

Seriens rækkefølge:

1. Lykke
2. Liv
3. Louise
4. Pigerne uden navn

Forlag: People’s
ISBN: 9788772381114
Originaltitel: Flickorna utan namn
Oversætter: Lilian Kingo
Udgave: 1. udg. 2021
Sider: 359

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

  •   

2 thoughts on “Pigerne uden navn af Mikaela Bley

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *