Freya, Klara og jeg har været på pigehyggetur til Kreta. Som altid i ferier får vi læst en masse – eller dvs. Klara og jeg gør. Freya opholder sig mest i vandet.
Hvis vi skal nå at fortælle om alle de bøger, vi har læst, så er vi nødt til at gribe det anderledes an end vi plejer. Så der kommer ingen anmeldelser, kun et kort resume. Vi giver dog alle bøgerne stjerner – og jeg kan godt røbe allerede nu, at vi kun har læst 4-5 stjernede bøger. Indlægget bliver delt i to, da jeg synes, det er lidt for meget med omtale af 10 bøger i et indlæg.
Det ville jo have været fantastisk, hvis vi havde haft en uge mere – tænk alle de gode bøger, der ville være blevet slugt i liggestolen ved poolen. Nu håber vi på sommervejr herhjemme, så vi igen kan nyde solen mens vi læser.
Klara startede ferien med at genlæse Ravnenes hvisken af Malene Sølvsten. Klara bliver den første af os, der læser Ravnenes hvisken 2 – så hun ville lige have genopfrisket 1. del.
Fra forlagets beskrivelse:
17-årige Anne kan se hændelser i fortiden, og en nat genoplever hun et uhyggeligt gammelt mord. En rødhåret pige bliver myrdet og får skåret et runetegn i ryggen. Men kort efter begynder rødhårede piger at blive dræbt på egnen, og tegnet er på dem alle.
Pludselig er den lille by fuld af fremmede. De har mystiske kræfter, og de kredser om Anne, som ikke er vant til at have folk tæt på. Den asatroende Luna, den gudesmukke Mathias og den mystiske Varnar ønsker alle at hjælpe hende. Men er de venner eller fjender? Kan hun stole på sine følelser efter et helt liv alene?
Klara var vild med den. Vi har snart læst Ravnenes hvisken så meget, at den er lige så slidt som vores Harry Potter bøger. Klara er nu så heldig, at hun lige om lidt skal læse Ravnenes hvisken 2.
⭐⭐⭐⭐⭐/Klara
Læs også Daniels anmeldelse af Ravnenes hvisken 1.
D. 20.07.17: Nu også en anmeldelse fra Klara af Ravnenes hvisken 1
Forlag: Carlsen
ISBN: 9788711492734
Udgave: 1. udg. 01.06.2016
Sider: 706
—
Jeg var begyndt at læse Pigen uden hud af Mads Peder Nordbo inden vi rejste. Bogen havde jeg lånt på biblioteket – jeg var så heldig, at den var hjemme som kviklån. Jeg blev desværre ikke færdig inden vi rejste, men det gjorde bestemt ikke noget at have den med.
Fra forlagets beskrivelse:
Flugten fra virkeligheden har drevet ham til Nuuk, ansporet af et 20 år gammelt postkort hans amerikanske far har sendt fra Thulebasen, inden han forsvandt.
Matthew bliver sendt til kanten af indlandsisen for at dække opdagelsen af en mumificeret nordbo-viking, den første velbevarede viking, der nogensinde er fundet. Alt køres i stilling til en verdenssensation, og det lille, arktiske samfund holder vejret.
Men kaos bryder løs, da mumien er forsvundet, og en betjent findes opsprættet og tømt for indvolde. Matthew kommer på sporet af fire identiske drab i 1973, som har forbindelse til to 11-årige pigers sporløse forsvinden. De to sager flyder sammen for Matthew, og han får hurtigt gravet fingrene dybt ned i både nutidens og fortidens blodige mord. Den eneste, han for alvor tør stole på, er en ung, grønlandsk kvinde, der som 14-årig dræbte sin far – ved at sprætte ham op og tømme ham for indvolde.
Pigen uden hud er en rigtig barsk krimi. Jeg synes, at der er nogle fantastiske beskrivelser af Grønland, og selvom de ikke alle er lige positive og selvom jeg aldrig har drømt om at besøge Grønland, så sidder jeg nu alligevel med lysten til at opleve denne del af verden (men altså jeg er ret sikker på, at jeg vil synes, at det er for koldt).
Pigen uden hud er første del i en planlagt trilogi – jeg GLÆDER mig til den næste.
⭐⭐⭐⭐⭐/Tine
Forlag: Politikens Forlag
ISBN: 9788740035537
Udgave: 1. udg. 27.04.2017
Sider: 340
—
Jeg har hørt så meget godt om Det ender med os af Colleen Hoover, at jeg tænkte, at den bare måtte med på ferie. Jeg blev bestemt ikke skuffet.
Fra bogens bagsidetekst:
Da Lily falder for den flotte neurokirurg Ryle, er det næsten for godt til at være sandt. Hun har ikke altid haft det let, men nu ser alting lyst ud. Selvom Ryle er imod faste forhold, giver han snart efter for sine principper, og Lily er lykkelig. Men der er alligevel noget ved Ryle, der giver skår i glæden – og da Lilys ungdomskæreste Atlas en dag dukker op, trues alt, hvad Lily og Ryle har opbygget sammen.
Det ender med os fangede fra start til slut, selvom jeg til at begynde med ikke var særlig begejstret for Lily. En flot og barsk kærlighedshistorie. Jeg har heldigvis Måske en dag af Colleen Hoover til gode, den tror jeg må læses senere i ferien.
⭐⭐⭐⭐⭐/Tine
Forlag: LOVEBOOKS
ISBN: 9788711568477
Udgave: 1. udg. 30.05.2017
Sider: 409
—
Klara har haft Anna og det franske kys af Stephanie Perkins på sin sommerferieliste længe. Hver gang jeg har foreslået at hun skulle læse den, har svaret været: Til sommer. Så nu er den blevet læst og de to næste i serien læste hun efterfølgende. Mere om dem senere.
Fra forlagets beskrivelse:
Anna er glad og tilfreds i Atlanta, hvor hun ser frem til at starte på sit sidste år på high school. Hun har en trofast bedste veninde, et godt fritidsjob i og et crush på en fyr, der netop er begyndt at vise interesse for hende. Anna bliver derfor ikke begejstret, da hendes far beslutter sig for at sende hende på kostskole i Paris. Selv om Anna ikke kan fransk møder hun hurtigt en ny gruppe venner, og ikke mindst den søde og charmerende Étienne St. Clair. Desværre er han allerede taget – og det er Anna vel egentlig også? Men i lysets by kan alting ske.
Jeg var helt sikker på, at Klara ville kunne lide Anna og det franske kys – og jeg havde ret. Klara læser ellers meget fantasy, men ungdomsbøger a la denne er også et hit. Hele 5 stjerner mener hun, den skal have – så den må have ramt plet.
⭐⭐⭐⭐⭐/Klara
Forlag: LOVEBOOKS
ISBN: 97887711538302
Udgave: 3. udg. 2016
Sider: 387
—
Da jeg havde læst Det ender med os, havde jeg lyst til endnu en kærlighedshistorie – og heldigvis var Skrøbelig skønhed af Amy Harmon med i kufferten.
Fra bogens bagsidetekst:
Fern har været forelsket i Ambrose, så længe hun kan huske. Han er smuk og uopnåelig, den ubesejrede stjerne på skolens brydehold. Hun er klassens stille pige, en dagdrømmer og en bogorm.
Men da Ambrose efter high school drager i krig i Irak og vender hjem med ar på krop og sjæl, er rollerne pludselig byttet om: Fern er ikke længere den grimme ælling, hun engang var, og Ambrose har mistet sin skønhed i krigen.
Kan Fern nu hjælpe Ambrose tilbage til live, og kan hun omsider vinde hans hjerte?
Skrøbelig skønhed er en smuk fortælling om kærlighed og venskab, om at leve livet fuldt ud uanset vilkårene, om helte og om at miste. Jeg synes rigtig godt om den og synes, at det er nogle super relevante emner den bringer op.
⭐⭐⭐⭐/Tine
Forlag: LOVEBOOKS
ISBN: 9788711557105
Udgave: 1. udg. 13.02.2017
Sider: 369
—
Som skrevet, så blev det til i alt 10 bøger, vi fik læst i den uge, vi var på Kreta. I dette indlæg har jeg skrevet en smule om de 5 første. I næste indlæg skriver jeg om de 5 sidste bøger. Vi mangler begge lidt i de sidste bøger vi begyndte på – så dem læser vi lige færdigt inden I hører om dem.
Vi ønsker jer alle en rigtig god sommer.
[…] Kold angst er en selvstændig fortsættelse af Pigen uden hud. Læs min korte anmeldelse af Pigen uden hud […]
[…] arctic noir-trilogi – som netop foregår i Grønland. De to første bøger hedder Pigen uden hud og Kold […]
[…] Nordbo Bogen er en forrygende afslutning på arctic noir-trilogien, som foruden denne består af Pigen uden hud og Kold angst. I Kvinden med dødsmasken hører vi fx om Grønlands anderledes kultur med hensyn […]
[…] Pigen uden hud af Mads Peder Nordbo. En barsk og brutal krimi, som foregår på Grønland. Udover at det er en vildt spændende krimi, så giver den også en flot beskrivelse af Grønland. […]