6 stjerner, Alt det andet, Bedste læseoplevelser, Hr. Ferdinand, Modtryk, People's, Politikens Forlag, Tine f. 1973

Mine bedste læseoplevelser i 2019

[reklame – indeholder anmeldereksemplarer]

I 2019 læste jeg 139 bøger plus diverse, som fx en pæn stak letlæsningsbøger. I alt skrev jeg 122 anmeldelser – Freya, Klara og Daniel har også bidraget med flere. Som året før, så har jeg læst rigtig mange gode bøger – og det har på ingen måde været let at vælge mine bedste læseoplevelser.

Sidste år fremhævede jeg mine seks bedste læseoplevelser fra 2018. Det bliver også seks bøger i 2019, da jeg ikke kunne bestemme mig, og der igen sneg sig en bog ind på en bonusplads. Rækkefølgen af de nævnte bøger er fuldstændig tilfældig, så hvilken bog, der kom på bonuspladsen må være usagt.

Som sidste år er der flere krimier blandt mine bedste læseoplevelser, men også et par stykker, som er fra en helt anden genre. Fem af bøgerne er af nordiske forfattere, hvoraf de to er danske.

Billede af: Mine bedste læseoplevelser i 2019
Mine bedste læseoplevelser i 2019

Kvinden med dødsmasken af Mads Peder Nordbo
Bogen er en forrygende afslutning på arctic noir-trilogien, som foruden denne består af Pigen uden hud og Kold angst. I Kvinden med dødsmasken hører vi fx om Grønlands anderledes kultur med hensyn til overtro. Vi hører om levende døde, en Qivittoq – som kun har til formål at hævne sig. Hvad gør det ved befolkningen, at rygtene om en Qivittoq spredes med lynets hast? Og er der alligevel noget sandhed i det? Jeg er vild med denne form for mystik, det giver et snært af gys – og er samtidig med til at gøre plottet unikt.

Offer 2117 af Jussi Adler-Olsen
Offer 2117
 er 8. del af Jussi Adler-Olsens krimithriller serie om Afdeling Q. Faktisk var jeg ikke speciel vild med de to forrige bøger, og havde overvejet om jeg skulle stoppe med serien – men hvor er jeg glad for, at jeg også læste Offer 2117. Plottet i Offer 2117 er både vedkommende og yderst relevant. Den er samfundskritisk – og tager udgangspunkt i emner, som alle har kendskab til, og som burde optage politikere og samfund meget mere end det gør. Assads historie i sig selv er barsk og ikke mindst grusom.

Død mands tango af Geir Tangen
Død mands tango
 er 3. del af Geir Tangens krimi-trilogi om journalisten Viljar og politiefterforskeren Lotte. Den første bog hedder: Maestro og den anden: Hjerteknuser. Bagerst i denne bog skriver Geir Tangen: “I disse tre bøger har du mødt  næsten samtlige krimiklichéer, man kan opdrive i moderne nordisk krimilitteratur” – og han har helt ret, men det gør på ingen måde historien dårligere, tværtimod. Geir Tangen slutter med at skrive: “Det er ikke gjort for at gøre nar af krimilitteraturen. Det er gjort af ren og skær kærlighed”. Nogle vil måske finde det trivielt – jeg synes, at det er genialt!

Lad os håbe på det bedste af Carolina Setterwall
Svenske Carolina Setterwall debuterer med Lad os håbe på det bedsteLad os håbe på det bedste er en åbenhjertig og vedkommende roman om smerten og sorgen, når man mister sin livsledsager. Det er en modig og ærlig fortælling, som er meget svær at slippe igen – også efter at bogen er læst. Selvom jeg var advaret  og kleenex’erne var fundet frem, blev jeg alligevel overrasket over, hvor hårdt og præcist bogen rammer.

De udødelige af Chloe Benjamin
Selvom De udødelige er en roman i en genre, som jeg ikke tit får læst, så hører den bestemt til blandt mine favoritter. De udødelige er en smuk, bevægende og yderst velskrevet familiesaga, som giver stof til eftertanke. Hvordan vil du leve dit liv, hvis du ved, hvornår du skal dø? Hvordan bruger du den tid, som du er blevet tildelt, uanset om det er kort eller lang tid?

En helt normal familie af Mattias Edvardsson
Det er simpelthen et unikt og genialt plot vi præsenteres for i En helt normal familie – et familiedrama om relationer, fortielser og hemmeligheder inden for hjemmets fire vægge. Hvor langt vil man gå for at beskytte sine nærmeste – er man klar til at krydse sin personlige grænse, hvad kommer først etik og moral eller familien? En helt normal familie er ikke en “klassisk” krimi, og nogle vil måske mene, at det slet ikke er en krimi – men jeg synes, at det er en krimi – i domestic noir-genren.

Klik på titlerne og I kan læse mine fulde anmeldelser af mine bedste læseoplevelser i 2019.

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

1 thought on “Mine bedste læseoplevelser i 2019

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *